Selvom lokalplanen for 60 terrasselejligheder på Kulgrunden i Middelfart endnu ikke er endeligt vedtaget, skydes der gang i salget af lejlighederne, som kommer til at koste mellem 4 og 10 millioner kr.
Nissen Group løftede i slutningen af 2018 sløret for et projekt med 8.500 kvm boliger i op til 7 etager på Kulgrunden i Middelfart. Schmidt Hammer Lassen Architects har tegnet projektet med 3 pyramider, der hver vil indeholde 20 lejligheder og ifølge Fyens.dk skyder Estate Strandstoft nu gang i salget af lejlighederne, selvom lokalplanen for projektet ikke er vedtaget.
Ifølge avisen har Michael Nissen gennem 15 år ejet Kulgrunden, og gennem årene har han præsenteret adskillige boligprojekter, som folk har vist interesse for. De er blevet skrevet på en interesseliste.
NB! Fredericia: De store projekter. Konferencen afholdes d. 29. januar 2019.
- Jeg har fået en liste med 35, hovedsageligt lokale navne, dem kontakter jeg i den rækkefølge, de er skrevet op. Når jeg har været igennem dem, starter vi en mere offensiv markedsføring på Facebook og andre steder, fortæller Heidi Strandtoft fra Estate Strandstoft til Fyens.dk.
Lejlighederne i projektet etableres på henholdsvis 100, 120, 140 og 160 kvm, og kvm-priserne sættes til 40.000-55.000 kr. En lokalplan for projektet ventes endeligt vedtaget om 1 år.