Den nye ”Oktober 2020 konjunkturmåling” fra Foreningen af Rådgivende Ingeniører, FRI, har taget temperaturen på de danske rådgiver- og ingeniørvirksomheder i den periode, hvor Danmark har været underlagt restriktioner som følge af Covid-19. Analysen viser, at FRI-virksomhederne er kommet stærkt igennem den første bølge og starten af anden bølge af pandemien.
Kontakt
Foreningen af Rådgivende Ingeniører, FRI
Administrerende direktør
Henrik Garver
E: hg@frinet.dk
Foreningen af Rådgivende Ingeniører, FRI, udarbejder 2 gange årligt en konjunkturmåling baseret på medlemsvirksomhedernes forventninger til fremtiden. Den nye måling pr. oktober 2020 viser, at udsigterne for FRI-virksomhederne vest og øst for Storebælt på flere nøgletal har ændret sig markant. Branchen har oplevet en tilgang af nye opgaver over hele landet, særlig stærkt i Østdanmark, og forventningerne til den fremtidige ordrebeholdning er opjusteret betydeligt.
Særligt en øget efterspørgsel som følge af det lempede anlægsloft har affødt mange nye opgaver inden for offentligt byggeri, infrastruktur, miljø og energi. Til gengæld er det private byggeri og erhvervsbyggeriet gået mærkbart tilbage. Virksomhedernes eksport er også voldsomt påvirket. Udviklingen viser derfor, at de politiske tiltag, herunder suspenderingen af anlægsloftet i 2020 og frigørelse af midlerne i Landsbyggefonden, har virket efter intentionen.
JYLLAND: Broen til Sjælland for 136 milliarder. Konferencen afholdes d. 28. januar 2021.
En stor del af FRI-virksomhederne forventer at have flere ansatte om 6 måneder som følge af en forventet større ordrebeholdning. Denne udvikling kan i høj grad forklares med den politiske håndtering af coronapandemien. Behovet for at øge beskæftigelsen kan blandt andet tilskrives, at virksomhederne har oplevet en opgavefremgang på tværs af sektorer hen over sommeren og i begyndelsen af 2. halvår af 2020. Samtidig har virksomhederne opbygget et beredskab for, hvordan man tilpasser sin opgaveløsning til en virkelighed med skiftende restriktioner.
I Vestdanmark forventer 15 procent af virksomhederne at have flere ansatte om 6 måneder. Øst for Storebælt er tallet 23 procent. Sammenholdt med seneste konjunkturmåling fra april 2020 er forventningerne ændret markant i en positiv retning. Udviklingen er gået fra en reduktion i antallet af ansatte på tværs af landsdelene til en forventning om, at der er brug for alle nuværende medarbejdere og nyansættelser.
Horsens-Aarhus-broen til Kalundborg til 136 milliarder. Konferencen afholdes d. 2. december 2020.
Virksomhedernes forventninger til ordrebeholdningen om 6 måneder er ligeledes steget markant. 9 procent af virksomhederne forventer en større ordrebeholdning i vest mod 19 porcent i øst.
- Vores nye analyse viser, at det tydelige dyk i ordrebeholdningen, som blev udløst af coronapandemien, og som toppede i maj måned, hvor vi kunne registrere at ordrebeholdningen var nede med 15 procentpoint, er afløst af nye opgaver og fornyet vækst. Langt de fleste rådgiver- og ingeniørvirksomheder kom ind i 2020 med en pæn ordrebog, det gav en robusthed til at stå igennem et forår og en forsommer, hvor der var et markant dræn i opgaveporteføljen. Med den nye FRI-analyse kan vi se, at udviklingen entydigt er vendt, men naturligvis med det kraftige aber-dabei, at der er en række sektorer, som fortsat er påvirket negativt, mens andre sektorer står stærkere end nogensinde tidligere, udtaler FRI’s administrerende direktør Henrik Garver i en kommentar til analysen.
Femern-byggeriet rundvisning. Den 11. marts 2021.
Analysen viser, at der er sket en stabilisering og positiv udvikling i ordreindgangen på offentligt byggeri, infrastruktur, miljø og energi både vest og øst for Storebælt. Udviklingen i ordrebeholdningen for boligbyggeri, erhvervsbyggeri og eksportområderne er negativ i hele landet.
Konjunkturmålingen er udarbejdet af Foreningen af Rådgivende Ingeniører, FRI. Undersøgelsen er gennemført i september og oktober 2020. Virksomheder, der repræsenterer 91 procent af de ansatte i FRI’s medlemsvirksomheder, har besvaret undersøgelsen.