I 2019 modtog Aalborg Kommune 5.047 byggesager, mens forvaltningen oplevede et øget aktivitetsniveauet i 2020, hvor afdelingen for Byggeri behandlede 5.188 byggesager.
Corona-krisen har ramt mange brancher hårdt, men indenfor byggebranchen er der travlhed. Det oplever Aalborg Kommunes afdeling for Byggeri, der siden årsskiftet har modtaget ekstraordinært mange ansøgninger om byggetilladelse. Faktisk så mange, at flere vil opleve forlænget ventetid på sin byggeansøgning.
I midten af april 2021 er status, at Aalborg Kommune har modtaget godt 1.800 ansøgninger, og fortsætter tempoet resten af året, kommer vi tæt på 5.900 ansøgninger i 2021.
- I Aalborg Kommune har vi siden årsskiftet modtaget ekstraordinært mange ansøgninger om byggetilladelse. Det ser vi som et godt tegn i denne corona-tid, og som et udtryk for den positive udvikling, der er i gang i Aalborg Kommune. Men det giver også udfordringer for de afdelinger, der skal myndighedsgodkende og give byggetilladelser til de mange fine og spændende projekter. Og konsekvensen er derfor, at der lige nu kan opleves forlænget ventetid på byggetilladelserne, og at det kan være sværere at få kontakt til os på telefon og mail, siger afdelingsleder i Byggeri Torben Kjeldgaard Larsen.
Randers: De store byggeprojekter. Konferencen afholdes den 8. september 2021.
Den forlængede sagsbehandlingstid opleves særligt på 1-familiehuse og sommerhuse, og i forhold til sagsbehandlingen af garager, carporte, drivhuse og lignende.
- Lige nu kan flere også opleve, at vi ikke er helt så lette at komme i kontakt med, som vi plejer at være til en forhåndsdialog eller generel vejledning om byggeri. Men det er simpelthen fordi vi prioriterer at få sagsbehandlet og givet byggetilladelse til de ansøgninger, vi allerede har modtaget. Vi afholder stadig forhåndsdialoger og svarer stadig på generelle forespørgsler på mail, men med forlænget responstid, siger Torben Kjeldgaard Larsen.
Jylland: De nye brandkrav 2020, brandcertificering - planlægning og løsninger. Kurset afholdes den 3. marts 2022.
Fra kommunens side appellerer Torben Kjeldgaard Larsen til, at man som ansøger udviser tålmodighed og forståelse for situationen.
- Vi arbejder hårdt på sagerne, og jeg vil gerne opfordre til, at man kun ringer eller skriver til os, hvis man som ansøger sidder med en opfattelse af, at noget er gået "helt skævt", siger Torben Kjeldgaard Larsen.
I øvrigt henviser afdelingslederen til, at der er flere ting man selv kan gøre, for at forberede sin byggesag bedst muligt, og dermed mindske sagsbehandlingstiden:
- Læs og følg vores vejledning på hjemmesiden www.aalborg.dk/byggeri
- Aflever alle nødvendige oplysninger, når ansøgningen indsendes. Følg vejledningen "nødvendigt ansøgningsmateriale".
- Benyt ansøgningsportalen www.bygogmiljø.dk til at indsende din ansøgning.
- Få hjælp fra en arkitekt, konstruktør, ingeniør eller anden rådgiver, hvis du ikke selv er byggesagkyndig. Det meste byggeri kræver særlig byggefaglig indsigt at beskrive og dokumentere.
- Overhold reglerne. Det lyder simpelt - men det kan være svært - derfor opfordringen til at få hjælp fra en arkitekt eller lignende.
Endelig påpeger afdelingslederen, at noget byggeri kan opføres uden byggetilladelse. Det kan man læse mere om på bygningsreglementet.dk.