AB-udvalget offentliggør i dag det nye AB-system (AB 18, ABR 18, ABT 18 m.m.) i en betænkning, som udvalgets formand har afleveret til transport-, bygnings- og boligministeren. Udvalget anbefaler det nye AB-system anvendt fra 1. januar 2019.
Kontakt
Yderligere oplysninger:
Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen
T: 72 21 88 00
Bygge- og anlægsbranchen benytter sig af frivillige standardvilkår (almindelige betingelser) ved indgåelse af aftaler om udførelse af bygge- og anlægsarbejder og om rådgivning. Vilkårene kaldes samlet for AB-systemet og består i dag af AB 92, ABR 89 og ABT 93.
I 2015 nedsatte den daværende klima-, energi og bygningsminister AB-udvalget. Udvalget består af repræsentanter for byggeriets parter, som fik til opgave at revidere AB-systemet. Udvalget påbegyndte sit arbejde 6. maj 2015.
AB-udvalget har nu udarbejdet et nyt AB-system, som udvalget er enigt om og anbefaler anvendt fra 1. januar 2019. Det nye system omfatter:
AB 18, der erstatter AB 92
ABR 18, der erstatter ABR 89
ABT 18, der erstatter ABT 93
Appendikser (APP) om projektudvikling, projektoptimering, driftskrav og incitamenter
AB Forenklet
ABR Forenklet
Dokumenterne offentliggøres i en betænkning, som udvalgets formand i dag har afleveret til transport- bygnings- og boligministeren.
Betænkningen kan hentes som pdf fra i dag kl. 12 på Trafik- Bygge- og Boligstyrelsens hjemmeside.
Det vil være muligt at købe en trykt udgave af betænkningen via Rosendahls boghandel fra primo juli 2018.
AB-systemet har mere end 100 års historie bag sig, og de første sæt standardvilkår for byggearbejder blev udarbejdet i slutningen af 1800-tallet. Siden hen er det blevet revideret med cirka 20 års mellemrum.
Det nye AB-system består af følgende dokumenter:
- AB 18 (”Almindelige betingelser for arbejder og leverancer i bygge- og anlægsvirksomhed”). AB 18 kan anvendes ved aftaler mellem en bygherre og dennes entreprenør om udførelse af bygge- og anlægsarbejder, eller en entreprenør og dennes underentreprenører. AB 18 erstatter AB 92.ABR 18 (”Almindelige bestemmelser for teknisk rådgivning og bistand”).
- ABR 18 kan anvendes ved aftaler mellem en bygherre og dennes rådgivere – typisk en arkitekt eller ingeniør - eller en entreprenør og dennes rådgivere. ABR 18 erstatter ABR 89.
- ABT 18 (”Almindelige betingelser for totalentreprise”). ABT 18 kan anvendes ved aftaler mellem en bygherre og dennes entreprenør om projektering og udførelse af en totalentreprise. ABT 18 erstatter ABT 93.
- APP Projektudvikling er tillægsbetingelser til AB 18 og ABT 18. APP Projektudvikling kan anvendes, hvor entreprenøren har til opgave at medvirke ved udvikling af projektet ved tidlig inddragelse af dennes kompetencer i forbindelse med rådgiverens projektering.
- APP Projektoptimering er tillægsbetingelser til AB 18 og ABR 18. APP Projektoptimering kan anvendes, hvor entreprenøren har til opgave at gennemgå det udbudte projekt og komme med forslag til optimering med hensyn til tid, pris og kvalitet.
- APP Driftskrav er tillægsbetingelser til AB 18 og ABT 18. APP Driftskrav kan anvendes, hvor der stilles krav til arbejdets driftsmæssige ydeevne, som først kan konstateres opfyldt under en driftsperiode efter afleveringen.
- APP Incitamenter er tilvalgsbestemmelser til AB 18, ABT 18 og ABR 18. APP Incitamenter kan anvendes, hvis der ønskes aftalt bonus under særlige betingelser.
- AB Forenklet er en forenklet udgave af AB 18, der er tænkt anvendt på et bygge- og anlægsarbejde, som er relativt lille i henseende til omfang, tid og økonomi eller er relativt enkel i henseende til arbejdets karakter eller organisering.
- ABR Forenklet er en forenklet udgave af ABR 18, der er tænkt anvendt på en rådgivningsopgave med teknisk rådgivning uden projektering eller projektering i mindre omfang.