Indtil videre har Dong Energy sparet 200 millioner kr. på udvidelsen af selskabets olieterminal bag Shell-Raffinaderiet i Fredericia. Byggeriet har et samlet anlægsbudget på 1,8 milliarder kr.
Der er 300 anlægsfolk beskæftigede med udvidelsen af terminalen, som skal modtage olie og gas fra Hejre Feltet i den danske del af Nordsøen, når det er færdigbygget i august 2015.
Indtil videre har Dong Energy formået at spare 200 millioner kr. i forhold til det samlede anlægsbudget på 1,8 milliarder kr. Det skriver Fredericia Dagblad.
- De udbud, vi fik ind på anlægsarbejderne her i Fredericia, var væsentligt lavere, end vi havde budgetteret med, og samtidig var der tale om en væsentlig mindre mængde forurenet jord, som vi skulle skaffe os af med i forbindelse med anlægsarbejderne, fortæller Lars Bach, direktør hos Dong Oil Pipe til dagbladet.
NB! Byudvikling for 62 milliarder i Vejle og Trekantområdet 2015 - 2025. Konferencen afholdes d. 24. november 2014.
Den amerikanske entreprenør- og ingeniørvirksomhed CB&I (Chicago Bridge & Iron) står for udvidelsen af råolieterminalen i Fredericia. Udvidelsen, som blev sat i gang i juni 2013, omfatter etablering af et nyt oliestabiliseringsanlæg til afgasning af de lettere kulbrinter i råolien og et gasfraktioneringsanlæg til separation af propan og butan, der har kommerciel værdi, fra de resterende lette kulbrinter.
Desuden etableres gasbehandlingsanlæg og lagerfaciliteter til flydende propan og butan. Faciliteterne tilsluttes Shells LPG-rørledning (Liquefied Petroleum Gas) til udskibning af flydende propan og butan fra Shell Havneterminal. På havneterminalen etableres en ny LPG-lastearm.
Den direkte investering i udbygningen af Hejre-feltet er på 12 milliarder kr. Dong Energy er operatør af feltet og står med en 60 procent ejerandel for 7,3 milliarder kr. af investeringen. Bayerngas ejer de resterende 40 procent af feltet.