Ny økonomidirektør hos Palsgaard Spær kommer med mere end 20 års erfaring som økonomichef og leder fra forskellige brancher.
Jannie Hoffmann Skyum er per 1. juli 2022 tiltrådt som ny økonomidirektør (CFO) i Palsgaard Spær og indtræder således også i direktionen. Hun kommer senest fra en tilsvarende stilling hos entreprenørvirksomheden JFP, der for nylig gik konkurs.
Hun har mere end 20 års erfaring som CFO inden for blandt andet renovations-, produktions- og byggebranchen, hvor hun i sidstnævnte nu tager sit næste karriereskridt.
Jannie Hoffmann Skyum har blandt andet bestredet stillinger som økonomichef og medejer af en produktionsvirksomhed, været økonomichef i en energikoncern samt CFO i 6 år hos modulproducenten Scandi Byg, der er et datterselskab til MT Højgaard. Senest kommer hun fra en stilling i entreprenørvirksomheden JFP i Herning.
- Med Jannie Hoffmann Skyum får vi i Palsgaard Spær en CFO med en solid finansiel baggrund kombineret med en stærk forretningsforståelse. Herudover har Jannie gennem de seneste 11 år som CFO i byggebranchen et indgående kendskab hertil, siger administrerende direktør i Palsgaard Spær, Tobias Smith.
Silkeborg: De store projekter. Konferencen afholdes den 25. oktober 2022.
Jannie Hoffmann Skyum er uddannet merkonom ved Århus Købmandsskole. Derudover har hun en HD i regnskabsvæsen og har taget lederuddannelsen ved Ledelsesakademiet i Viby samt læst en Mini-MBA ved Probana Business School.
- Jeg ser frem til at komme i gang med arbejdet og lære virksomheden, kunderne og de mange nye kolleger at kende. Palsgaard Spær er en spændende virksomhed, som på mange måder er langt fremme i forhold til den grønne omstilling. Herudover har Palsgaard Spær en god kultur, og kemien var der allerede fra start af, fortæller Jannie Hoffmann Skyum.
Jannie Hoffmann Skyum overtager stillingen fra Bo Stampe, som per 1. juli 2022 tiltræder som CFO i Nordic Wood Industries, som foruden Palsgaard Spær tæller virksomhederne Lilleheden, Roust Element, Roust Spær, Nviro – CBI Papiruld, Bisco Binder og Skandach Holzindustrie.