De aktuelle liggetider på boligmarkedet vidner om et boligmarked, som stadig viser tegn på aktivitet. Hvordan boligmarkedet vil udvikle sig de kommende kvartaler kommer også til at afhænge af, hvilke økonomiske reformer en ny regering vil indføre.
Selvom liggetiderne på bolig er faldet knap en måned siden deres absolutte bundniveau i rekordåret 2021, skal vi helt tilbage til årene op til finanskrisen for at finde lige så lave liggetider som de er lige nu.
I gennemsnit tager det 174, 132 og 184 dage at sælge henholdsvis parcelhuse, ejerlejligheder og sommerhuse. Det viser tal fra Finans Danmark, som ejendomsmæglerkæden Estate har analyseret.
Da liggetiderne toppede i 2013, lå de på henholdsvis 326, 236 og 482 dage, hvilket for parcelhuse og ejerlejligheder er omtrent det dobbelte af i dag, mens liggetiderne på sommerhuse var næsten 3 gange højere.
- Mange taler om et boligmarked, som er på vej i krise, men kigger vi på tallene, er der faktisk grund til at løfte blikket. Liggetider siger meget om dynamikken på boligmarkedet, og de aktuelle liggetider er alt andet lige stadig ret lave, siger Thomas Hovgaard, der presseansvarlig i Estate.
Ejendomsmarkedet i inflationstiden: Aktuelle udfordringer for ejendomsmarkedet. Konferencen afholdes den 17. november 2022.
- Kigger vi tilbage på 2010'erne, lå liggetiderne i flere år på langt højere niveau, så det er alt for tidligt at forudse boligmarkedets nedtur på baggrund af et stigende boligudbud, som stadig også er langt lavere, end hvad vi var vant til for kun få år siden, fortsætter han.
Liggetidernes udvikling de kommende måneder kommer ifølge ham til at blive afgjort af flere faktorer.
- Vi står midt i en inflation, hvis lige vi ikke har set siden 1970'erne, og samtidig står vi også midt i en geopolitisk krise, hvor energipriserne stiger og forsyningssikkerheden er stærkt udfordret. Vi står også i en situation, hvor der den kommende tid på baggrund af et historisk valgresultat skal etableres en ny regering, hvis nye politik også vil kunne få betydning for boligmarkedets udvikling, når vi ser hvilke reformer den indfører, siger Thomas Hovgaard.