På Rosenkrantzgade 24 i Aarhus er man lige nu godt i gang med at lægge sidste hånd på en ny ejendom. Og for at værne om gadens historie, der går cirka 150 år tilbage, har man i opførelsen haft fokus på udtrykket fra gadens øvrige bygninger.
Rosenkrantzgade i Aarhus er en af byens ældste gader, som med sine arkitektoniske bygninger fra slutningen af 1800-tallet og starten af 1900-tallet er en tidslomme og et stykke kulturarv, byen værner om. Men på Rosenkrantzgade 24 har der i lang tid været et hul i facaden, og det har man de seneste mange måneder arbejdet på at fylde ud – men med nøje overvejelser bag.
- Rosenkrantzgade har bygninger med en virkelig fascinerende arkitektur, og når man derfor skal tilføje en bygning hertil, er det vigtigt, at det gøres utrolig omhyggeligt med nøje udvalgte byggematerialer, så udtrykket matcher resten af gadens historie og arkitektur. Derfor har vi sammen med bygherren på projektet, Nine United Properties Denmark, haft stort fokus på at opføre bygningen med den største respekt for gadens historie – for eksempel ved at genbruge mursten fra en gammel kirkemur samt en smuk detaljeret trædør fra en ejendom beliggende i nabogaden, lyder det fra arkitekt Finn Larsen fra E+N Arkitektur.
Jylland: Planlov og lokalplaner - nye ændringer og muligheder. Kurset afholdes den 23. februar 2023.
Derfor har man blandt andet haft fokus på, at bygningen skulle have alt lige fra karnapper, facaderustikering og gesimser til skorstene, kviste og sadeltag, så den på afstand ligner noget, der er opført i samme periode som gadens øvrige bygninger, men tættere på afslører nutidige detaljer og byggeteknik.
Det betyder også, at der ved eksempelvis vinduesvalget er lagt stor vægt på at finde en leverandør med speciale i koblede vinduer, der er produceret ud fra samme håndværksmæssige principper som for 150 år siden, og her faldt valget på vinduesproducenten Bøjsø døre og vinduer.
JYLLAND Fredede og bevaringsværdige bygninger - nye regler, løsninger og tilskud. Konferencen afholdes den 26. april 2023.
- Rosenkrantzgade 24 er et utrolig spændende, men også lidt atypisk projekt for os. Typisk leverer vi vinduer til ældre, fredede eller bevaringsværdige bygninger, da bygningerne qua deres alder skal have vinduesløsninger med et udtryk, der matcher det oprindelige håndværk. Men her er der tale om nybyggeri, der dog skal passe ind i en af Aarhus’ mange tidslommer. Til projektet har vi derfor leveret koblede vinduer, som har smalle sprosser og håndkittede ruder – præcis som man gjorde det dengang, men selvfølgelig energioptimeret markant, så de lever op til nutidens krav, lyder det fra Bøjsø døre og vinduers salgschef, Tommy Borg.
I bygningen kommer der til at være i alt 11 lejligheder på mellem 90 og 150 kvm.