Juni var hård ved overnatnings- og restaurationsbranchen. Antallet af konkurser steg 153 procent sammenlignet med sidste år, samme måned. 38 selskaber måtte give op kun få uger.
Inden for overnatnings- og restaurationsbranchen steg antallet af konkurser med 153 procent i juni 2022 sammenlignet med juni 2021. De konkurser, der længe har været ventet i branchen, begynder at slå igennem, skriver Creditsafe.
Også inden for byggeri og anlæg bød juni 2022 på en barsk virkelighed. Antallet af konkurser rundede 105 mod 61 i juni 2021. Det svarer til godt 3 konkurser i branchen dagligt.
- Efter en svagt stigende kurve i løbet af foråret, er der nu tale om en reel tendens, og vi vil nok ikke undgå at se fyringer i et antal, der kan mærkes. Udfordringerne er simpelthen blevet for store, kommenterer Country Manager i Creditsafe Denmark, Morten Kofoed-Larsen.
Det er især materiale prisernes himmelflugt, der rammer hårdt. Dertil kommer rentestigninger, inflation, leverings-vanskeligheder og mangel på arbejdskraft.
Udvikling af ferieboliger og ferieparker - regler, nye projekter og finansiering. Konferencen afholdes den 8. september 2022.
At konkurserne nu slår igennem i overnatning og restauration kommer ikke som en overraskelse.
- Branchen har holdt stand bemærkelsesværdigt længe og nydt godt af forbrugernes lyst til at fejre friheden efter corona. Men problemerne står i kø, siger Morten Kofoed-Larsen.
- Gaspriserne er steget voldsomt, råvarerne blevet dyrere og det er svært at skaffe personale – alt sammen slår hårdt igennem i oplevelsesindustrien, siger han.
Kigger vi på regionerne, er Hovedstaden bedst kørende med en svag stigning, svarende til 7 procent - fra 166 konkurser i juni sidste år til 177 i år. For region Midtjylland er tallet tilbage på det høje niveau fra april måned, nemlig 108 konkurser. Det svarer til en stigning på 108 procent i forhold til samme måned sidste år, hvor 52 gik konkurs i juni.