Fredag åbner Danmarks største Elgiganten på 5.000 kvm i Aarhus. Samtidig kan udviklingsvirksomheden Innovater fejre, at den er kommet i mål med sit hidtil største retailprojekt.
Kontakt
Innovater
Udviklingschef
Michael K. Thomsen
T: +45 2971 8690
E: mkt@innovater.dk
Igennem 2 år har bilisterne i det nordlige Aarhus kunnet følge byggeriet af et nyt, grønt butiksområde. I oktober 2018 åbnede restauranterne Sunset Boulevard og Carls Jr., og fredag den 16. november slår Danmarks største Elgiganten på 5.000 kvm skydedørene op. Bag byggeprojektet står Innovater.
- Det her er vores hidtil største retailprojekt, og det har været fantastisk interessant at være med til at tage de første skridt i udviklingen af området, der kaldes Porten til Aarhus, og som Aarhus Kommune har ambitiøse planer for, siger Michael K. Thomsen, udviklingschef hos Innovater.
De 2 store butiksbygninger udmærker sig ved at være opført i beton i forskellige grønne nuancer med markerede malede felter, der bryder facaden. For yderligere at understrege det grønne element har bygninger fået tage med grøn beplantning, de såkaldte sedumtage, som er en miljøvenlig tagløsning, der opsuger regnvand og giver en spændende overflade, der følger årstidernes gang.
- Ambitionen har været at skabe et byggeri, der passer ind i landskabet og de bløde bakker, der omkranser det. Om man kan lide resultatet eller ej er en smagssag, men jeg synes, vi er kommet godt i mål med det projekt, vi bød ind med og vandt på, da kommunen udbød grunden, siger Michael K. Thomsen.
NB! Aarhus: De store projekter. Konferencen afholdes d. 28. november 2018.
3 projekter, der forandrer Aarhus
Ud over det nye butiksområde har kommunen vedtaget en kæmpe udviklingsplan for hele området, som over tid får bydelen til at vokse til 25.000 indbyggere, og desuden har Aarhus Kommune sat gang i udviklingen af et større erhvervsområde.
- Det er tydeligt, at Aarhus vokser i denne retning, og disse kæmpeprojekter kommer til at ændre byen markant. Vi har haft et supergodt samarbejde med Aarhus Kommune og ser frem til at følge og forhåbentlig tage del i den videre udvikling herude, siger Michael K. Thomsen.
Store forventninger til julehandlen
Hos Elgiganten glæder man sig til åbningen af den nye butik, som både rummer kædens første afdeling med Smart Home-produkter til det intelligente hjem og en hel afdeling for gaming og e-sport.
- Vi har igennem en årrække ønsket at åbne butik i Skejby, så det glæder vi os meget til, og at tidsplanen holder, så vi som forventet kan åbne lige op til julehandelen, er jo helt fantastisk, siger Elgigantens adm. direktør Peder Stedal, der selv ser frem til at deltage i den gigantiske åbning.
Åbningsfesten foregår på Karl Krøyers Vej 25 i Aarhus og begynder fredag klokken 7.