Sammen med CPM Invest skal Boll+ udvikle et kombineret bolig- og erhvervsprojekt på Marina-grunden i Vedbæk.
Boll+ har købt en ejerandel i Marina-grunden i Vedbæk og skal fremover udvikle ejendommen i samarbejde med den hidtidige udvikler, CPM Invest. Parternes plan er fortsat at udvikle et smukt kombineret bolig- og erhvervsprojekt på grunden.
- Jeg ser meget frem til at arbejde med en så fantastisk placering. Stedet fortjener et ekstraordinært byggeri, som samtidigt indgår arkitektonisk naturligt i lokalområdet. At få stedets sjæl frem, og at byggeriet skaber glæde blandt brugere og naboer i mange år, er det, som jeg brænder for, siger Morten Boll fra Boll+.
Ferieprojekter, sommerhuse og udvikling af campingpladser. Konferencen afholdes den 8. september 2022.
CPM Invest har i 25 år investeret i alle typer investeringsejendomme over hele landet. Selskabet udvikler projekter i samarbejde med andre aktører i den danske ejendomsbranche.
- Vi er glade for at få Boll+ med om bord. Det er ingen tvivl om, at Morten Bolls resultater i de seneste år har gjort ham meget attraktiv, og vi er stolte over, at vi nu sammen skal udvikle Marina-grunden. Projektet går nu ind i en ny fase, hvor vi skal arbejde med den helt rigtige arkitektur, som passer ind i lokalområdet, og her bliver Morten Bolls kompetencer uvurderlige, siger Per Gransøe, administrerende direktør for CPM Invest.
Boll+ har senest udviklet ejendommen på hjørnet af Ny Østergade og Store Regnegade, som blandt andet har vundet Københavns Kommunes publikumspris.