Trods interesse fra ejendomsinvestor fra Silkeborg dropper B&O indtil videre salget af 5.100 kvm stor ejendom, der har været til salg i 2 år.
Ifølge Dagbladet Holstebro-Struer sætter B&O salget af "Gården" i Struer på pause til trods for, at MTJ Ejendomsinvest fra Silkeborg har budt ind på ejendommen. Salget sættes på pause, fordi B&O er vokset og har ansat nye medarbejdere gennem de seneste 15 måneder, skriver avisen.
- Vi har valgt at sætte salget af Gården på pause. Vi ser på planer for, hvordan vi selv kan bruge den. Det er stadig planer, men hvad det udmønter sig i helt konkret, er det for tidligt at sige, skriver Martin Skov, der er Senior Vice President, Head of Design, Creation and Fulfilment hos B&O, i en mail til Dagbladet Holstebro-Struer.
Jylland: FINANSIERING af ejendomsprojekter. Kurset afholdes den 10. november 2021.
Kontordomicilet blev i foråret 2019 sat til salg ved EDC Erhverv Poul Erik Bech for 26,5 millioner kr. Ejendommen rummer samlet 5.131 kvm fordelt på 3.396 kvm kontor og 1.735 kvm kælder.
Ejendommen indeholder et showroom, 100-200 kontorarbejdspladser, en række mødelokaler samt auditorie. Desuden byder bygningen på en stor kantine med fuldt udstyret køkken.
Bygningen er ifølge Dagbladet Holstebro-Struer tegnet af KHR Arkitekter og opført i 1997-98 for 70 millioner kr. Bygningen vandt designprisen Red Dot Awards i 2002 og Dupont Benedictus Award Honorable i 2003. Desuden var den nomineret til Mies van der Rohe Awards i 1999.