En ny lokalplan udlægger et industriområde i den sydøstlige del af Horsens midtby til 65 lejligheder i etageboliger i 3 etager.
Administrationen i Horsens Kommune har udarbejdet et forslag til en ny lokalplan for et industriområde på Bjerrevej 8 i Horsens midtbys sydøstligste del. Lokalplanen udlægger området til 65 lejligheder i etageboliger i 3 etager. Boligerne forventes at blive udlejningsboliger, der primært henvender sig til den ældre befolkningsgruppe i Horsens.
Bebyggelsesprocenten inden for området fastsættes til maksimalt 100. Byggeriet skal opføres som 3 selvstændige bygninger, der ligger med facaderne langs Bjerrevej og Lollandsgade. Politikerne i byrådet skulle på et byrådsmøde den 24. februar tage stilling til projektet.
HORSENS: De store projekter. Konferencen afholdes d. 24. marts 2020.
- Det kræver et kommuneplantillæg, at man overgår fra industri til boliger, sagde formand for Plan- og Miljøudvalget, Martin Ravn (V), da politikerne på byrådsmødet besluttede at sende lokalplan og kommuneplantillæg i 8 ugers offentlig høring.
I tilknytning til de 65 boliger etableres et fælleshus. Der etableres parkering i gårdarealet, som dannes mellem de 3 bygninger og eksisterende rækkehuse mod nord. En del af parkeringen foregår under en hævet konstruktion, som opføres mellem bygningerne og hvis tagflade begrønnes og tænkes anvendt som supplerende udendørs opholdsareal for beboerne.
Bag projektet står Horup Bolig med base i Aabenraa. Ifølge Tingbogen købte Horup Bolig i 2014 Bjerrevej 8 for 3 millioner kr.