Den nye planlov løsner grebet om landdistrikterne, giver flere sommerhushandler og giver bedre betingelser for detailhandlen, lyder meldingerne fra bygge- og ejendomsbrancherne.

Den nye planlov tillader større butikker og bedre vilkår for oprettelse af "bymidte-zoner". Konkret er den vigtigste ændring, at loven hæver grænsen for maksimum-størrelsen på dagligvarebutikker fra 3.500 kvm til 5.000 kvm i zoner med juridisk status af "bymidte". Det giver bedre betingelser for detailhandelen, lyder meldingen fra Carsten Lang-Jensen, advokat hos Pind & Partnere i København.

- Med lovforslaget, der har støtte fra et stort flertal i Folketinget, har politikerne lyttet til detailhandlens ønske om muligheden for at åbne større butikker. Samtidigt får lokalpolitikerne bedre betingelser for at oprette nye handels- og forretningsområder, forklarer Carsten Lang-Jensen.

Også kommunernes mulighed for at oprette nye "bymidter" og "aflastningsområder" er gjort lettere. Tidligere var kommunerne forpligtede til at give udførlige, statistisk begrundede argumenter for at oprette bymidter med videre. Fremover har kommunerne mere frihed til selv at definere, hvad der skal tælle som bymidte.

- Det, at kommunerne selv får mulighed for at træffe nogle beslutninger indenfor deres egne rammer, er vigtigt for udviklingen, siger Frank Heskjær, retailchef hos EDC Erhverv Poul Erik Bech.

- Bymidterne kan nu planlægges på en helt anden måde, så det bliver muligt at lave nogle projekter, som ikke var mulige før. Det er en positiv udvikling på detailmarkedet, uddyber han.

Frank Heskjær forklarer, at mange større spillere indenfor detailbranchen før har været hæmmet af den tidligere lov. Det ændres nu.

Ifølge Ejendomsforeningen Danmark er dette i høj grad tiltrængt, da vilkårene for detailbranchen har ændret sig markant, siden detailhandelsbestemmelserne blev tilføjet til planloven i 1997. Ifølge foreningen er der et stort behov for at skabe mere fleksible regler i forhold til byggeri af detailbutikker, så kommuner og investorer i højere grad får mulighed for at udvikle en detailhandel, der passer til behovet og kundernes ønsker i de enkelte byer.

- Den nye planlov åbner op for at øge byggeriet af både boliger og butiksarealer. Der er ingen tvivl om, at de mere fleksible regler for detailhandelsbyggeri vil resultere i nye og spændende byggeprojekter rundt om i landet, til glæde for både kunderne og væksten, siger Morten Østrup Møller, der er juridisk direktør i Ejendomsforeningen Danmark.

Dansk Byggeri fremhæver 3 væsentlige forbedringer ved den nye planlov: Den gør det mere attraktivt at bosætte sig og arbejde i landdistrikterne, den sikrer flere boliger til studerende og de administrative besværligheder ved tilbygning og omdannelse af bygninger bliver reduceret.

Den nye planlov liberaliserer en række områder. Der bliver friere rammer for kommunernes planlægning, færre restriktioner på butikkers størrelse og placering, samt mindre statslig indblanding - eksempelvis i forbindelse med planlægning af kystzonerne og etablering af tidssvarende faciliteter og anlæg langs kysterne for virksomheder og det lokale fritids- og foreningsliv. Derudover bevares kravet om 25 procent almene boliger i forbindelse med lokalplanlægningen af nye boligområder.

- Det er en planlov, som tilgodeser ikke mindst landdistrikterne. Der er fokus på at øge attraktiviteten i landdistrikterne og bedre udnytte de muligheder, kommuner har. Og der er ingen grund til at frygte vestkysten bliver det nye Sunny Beach - der skal stadig være styring fra kommunen og statens side, beroliger Maria Schougaard Berntsen, økonomisk konsulent i Dansk Byggeri.

Dansk Byggeri er også meget positivt på de tiltag, der giver virksomheder og borgere større frihed til at udvikle deres ejendomme - eksempelvis ved anvendelse af tomme bygninger, nye muligheder for omdannelse og udvikling af attraktive landsbyer. Og så bliver der mere fleksible regler for udlejning og anvendelse af sommerhuse.

- Man kan sige, at planloven giver bedre mulighed for både at udvikle og afvikle. Fremover får kommunerne for eksempel lov til at udpege 2 omdannelsesbyer pr kommuneplan, hvor de kan gøre en ekstra indsats for, at landsbyerne ikke bliver spøgelsesbyer præget af forladte boliger. Der er stadig mange tomme huse, og byerne skal finde en fornuftig måde at skrumpe på, og her er det vigtigt, at der bliver rum til at tænke nyt, siger Maria Schougaard Berntsen.

Og der er også godt nyt til storbyerne, vurderer Dansk Byggeri. Her bliver det nemmere at skaffe flere boliger til de studerende, der i øjeblikket bliver presset ud af boligmarkedet, da kampen om de mindste boliger i byerne er skærpet. Med den nye planlov kan kommunalpolitikerne inddrage et såkaldt perspektivområde i kommunen til flytbare studieboliger i op til ti år. Det vil sige gode og fine byudviklingsområder, hvor kommunen endnu ikke har lagt lokalplaner.

Det falder helt i tråd med de ønsker, som Dansk Byggeri har arbejdet hårdt på at få fremmet på baggrund af en række virksomheder, der har stået på spring med løsninger, som bare ikke kunne realiseres på grund af planloven.

- Det laver den nye planlov om på, og de virksomheder, der har gået og trippet, mens de har ventet på, loven skulle blive vedtaget, kan nu komme i gang. Mange danske virksomheder har nemlig allerede flytbare boliger på hylderne, for de bruges for eksempl ved genhusning, hvis der skal ske en større renovering. Men indtil nu har lovgivningen bremset dem i at tilbyde boligerne til de studerende, og det er jo fjollet, afslutter Maria Schougaard Berntsen.

Home forudser, at ændringerne i planloven, der træder i kraft allerede 15. juni 2017, generelt vil være til gavn for både sommerhusejere og –købere og ekstra vitaminer til sommerhussalget.

De fleste danske sommerhuskøbere har i forvejen grå stænk i hårpragten, når de skriver under på købet af sommerhuset – med en gennemsnitsalder på cirka 50 år for køberne, oplyser ejendomsmæglerkæden Home.

Hele 70 procent af sommerhusene er købt af folk over 45 år i 2016. Det er første gang nogensinde, at de har taget så stor en bid af købene. Tilbage i 2005 var fordelingen tæt på 50/50.

- Den udvikling forventer vi forstærkes med vedtagelsen af den ny planlov, der gør det muligt for pensionister at bo i sommerhus efter kun 1 år som ejer – mod 8 år tidligere, siger Mads Ellegaard, relationschef i Home.

- Flere og flere pensionister bor allerede i sommerhuset. De nye regler vil fremskynde og forstærke den tendens, fordi det er meget nemmere at overskue en tidshorisont på ét år. Derfor forventer vi også, at andelen af seniorkøb vil stige yderligere, siger Mads Ellegaard, relationschef i Home.

Byens Ejendom afholder den 3. oktober 2017 kurset Planloven – løsninger og kommende regelændringer i Hellerup og den 8. november 2017 kurset Den nye planlov og butikker ligeledes i Hellerup.


Relaterede konferencer

Erhvervsbyggeri i træ: cases og banebrydende projekter

Jylland: Ændring af planloven – strategisk planlægning for bymidter m.v KURSUS

Boligudvikling i København frem til 2030

Køb og salg af ejendom - Due Diligence KURSUS

Esbjerg: Byudvikling for 20 mia. kr.

Højhusbyggeri: Krav, løsninger og projekter KURSUS

Servitutter og lokalplaner KURSUS

Stormflodssikring af by- og landområder

Finansiering af ejendom - markedssituation og tendens

Boligbyggeri i træ: cases og banebrydende projekter