Danmarks Tekniske Museum har fået muligheden for at undersøge om det i fremtiden kan ligge i Svanemølleværkets bygninger i Nordhavn i København. De historiske bygninger vil for alvor kunne danne rammen om Danmarks Tekniske historie, lyder det samstemmende fra Danmarks Tekniske Museum, Dansk Industri og Håndværkerforeningen København, som ser stort potentiale i en flytning.

I dag ligger Danmarks Tekniske Museum i udkanten af Helsingør, men i fremtiden kan museet måske åbne dørene for langt flere mennesker, hvis de tilbundsgående undersøgelser viser, at det er muligt at flytte museet til Svanemølleværket.

- Vi har været utroligt glade for at ligge i Helsingør, men muligheden for at rykke ind i de unikke rammer i Svanemølleværket, der i sig selv er en historisk industribygning, er en så god mulighed, at vi er nødt til at lave en tilbundsgående undersøgelse for at se, om det kan lade sig gøre. Det kan åbne muligheden for at museet levende kan præsentere én sammenhængende historie om teknologi, industri og videnskab som grundlaget for det moderne højteknologiske samfund. Vores mål er at skabe et fantastisk teknisk museum i enestående fysiske rammer, der på linje med de bedste internationale tekniske museer fortæller de mange historier fra danske opfindere, håndværk og industri, siger formand for Danmarks Tekniske Museum, Jørgen Lindegaard.

Københavns overborgmester, Frank Jensen, er ligeledes begejstret for udsigterne til at kunne rykke en så stor kulturhistorisk attraktion til København.

NB! Nordhavn og Refshaleøen med nyt Ø-projekt. Konferencen afholdes d. 7. maj 2019.

- Teknisk Museum i Svanemølleværket vil tilføre København og Nordhavn et fantastisk kulturelt tilbud i en enestående bygning med en flot beliggenhed. Det vil give unge og gamle københavnere og turister en mulighed for at gå i fodsporene på H.C. Ørsted, Niels Bohr og de mange andre internationalt berømte videnskabsmænd, som Danmark kan være stolte over, siger han.

Dansk Industri har været med i arbejdet for at kunne få undersøgt mulighederne for at få Danmarks Tekniske Museum til Svanemølleværket. Den tidligere administrerende direktør i Dansk Industri, Karsten Dybvad, er udpeget som formand for den erhvervsdrivende fond, som er blevet stiftet i denne forbindelse.

Det er udviklingsselskabet By & Havn, som ejer grunden, hvor Svanemølleværket ligger, og Ørsted forlader lejemålet før tid, så By & Havn kan vurdere, om der skal skabes plads til eksempelvis kulturelle aktiviteter i kraftværksbygningerne. Parterne er derfor blevet enige om, at værket overdrages til By & Havn i 2023, I mellemtiden vil det blive undersøgt tilbunds, om Svanemølleværket er velegnet til at rumme Danmarks Tekniske Museum.

- Svanemølleværket er en ikonisk bygning, som jeg håber kan blive åbnet for offentligheden. Med sin tætte kontakt til byens industrihistorie og beliggenhed tæt på de nye bykvarterer og vandet giver det mulighed for at skabe nyt liv i området. Nu laver vi først en tilbundsgående undersøgelse af mulighederne for at kunne rumme Danmarks Tekniske Museum, og så håber vi, at det kan lade sig gøre, siger administrerende direktør i By & Havn, Anne Skovbro.

Danmarks Tekniske Museum vil først kunne flytte til Svanemølleværket efter 2023, hvor Ørsted har forladt værket. I mellemtiden vil der blive etableret ny varmeproduktionskapacitet som erstatning for produktionen på Svanemølleværket.


Relaterede konferencer

Ny udbudslov KURSUS

Køb og salg af ejendom - Due Diligence KURSUS

Erhvervsbyggeri i træ: cases og banebrydende projekter

Fremtidens betonbyggeri

Aarhus under udvikling - fokus på de store projekter

Stormflodssikring af by- og landområder

Logistik og industri - fart på nye muligheder

Plejeboliger for 25 milliarder kr.

Ungdomsboliger på et modent marked

Certificeringsordninger - udbredelse og betydning