Modulproducenten Scandi Byg har netop fået godkendt deres trækonstruktioner i en REI 120-brandtest, hvilket betyder, at virksomheden som de første på det danske marked nu kan bygge præfabrikeret modulbyggeri i træ på mere end 4 etager som fast standard.

Selvom det i lang tid har været muligt at bygge træhuse højere end fire etager, så har blandt andet bygningsreglementets høje krav til dokumentation gjort det svært for mange af landets trævirksomheder. Hos modulproducenten Scandi Byg i Løgstør er man dog netop kommet i mål med den del, da en ny godkendt brandtest nu betyder, at virksomheden kan bygge mere end 4 etager som fast standard. Det er ikke alene en vigtig milepæl for Scandi Byg, men også for træbyggeriet generelt.

- Hos Scandi Byg har vi i lang tid arbejdet imod at kunne bygge etagebyggeri i træ på mere end 4 etager, fordi der kommer større og større efterspørgsel på bæredygtige løsninger. Derfor er vi naturligvis også utrolig begejstrede for, at vi nu har dokumentation for, at vores trækonstruktioner er så stærke, at de kan bestå en REI 120-test. Den nye dokumentation betyder nemlig, at vi kan opfylde kravene i bygningsreglementet til etagebyggeri i træ og således bygge endnu højere, præfabrikerede modulbyggerier, siger administrerende direktør i Scandi Byg, Christian Halken.

Det er DBI – Dansk Brand og sikringsteknisk Institut i Hvidovre, der har foretaget brandtesten af Scandi Bygs trækonstruktioner. Her blev Scandi Bygs bærende trækonstruktioner testet for brand i mindst 2 timer med mere end 1.000 grader i slutfasen.

JYLLAND: TRÆ - højhusbyggeri og større projekter - udfordringer, løsninger og økonomi. Konferencen afholdes den 2. december 2021.

- Så vidt vi ved, er vi hos Scandi Byg de første i Danmark, der har fået dokumenteret vores bærende trækonstruktioner og dermed kan bygge etagebyggerier over 4 etager i træ som standard. Det er vi naturligvis stolte over, siger Horst Günther, der er teknisk chef hos Scandi Byg.

Med den stigende urbanisering samt et stærkt behov for bæredygtigt etagebyggeri i ind- og udland skaber Scandi Bygs nye dokumentation ifølge Horst Günther endnu flere muligheder for, at virksomheden kan byde ind på projekter i mere end 4 etager og dermed øge Scandi Bygs konkurrenceevne netop inden for dette segment.

- Etagebyggeri over 4 etager er ikke længere blot forbeholdt materialer i beton og stål. Det kan vi blandt andet se i udlandet. I vores nabolande bygger de langt flere bygninger med træ som bærende konstruktioner, og udenlandske erfaringer viser, at man sagtens kan bygge højt i træ også som modulbyggeri og få glæde af den industrielle form for byggemetode, forklarer han.

- Vi håber derfor på, at den nye godkendte brandtest kan åbne døre for mange flere byggeprojekter. Markedet efterspørger i stigende grad bæredygtige etageejendomme i træ, og den efterspørgsel kan vi nu imødekomme med den nye standardløsning. Det gør os ikke alene mere konkurrencedygtige på markedet, men vi kan også bidrage til at påvirke byggebranchen i en mere bæredygtig retning.

Horst Günther slår desuden fast, at Scandi Bygs produktion allerede kan bygge de høje etagebyggerier. Derfor har Scandi Byg også flere projekter på tegnebrættet, der indebærer både 5 og 6 etager.


Relaterede konferencer

Boligbyggeri i træ: cases og banebrydende projekter

Erhvervsbyggeri i træ: cases og banebrydende projekter

Logistik og industri - fart på nye muligheder

Ny udbudslov KURSUS

Fremtidens betonbyggeri

Køb og salg af ejendom - Due Diligence KURSUS

Hvordan vi får mere liv i bykernerne

Aarhus under udvikling - fokus på de store projekter

Boligudvikling i Jylland

Ungdomsboliger på et modent marked