I alt 5 aktører ansøgte i januar 2022 om at blive prækvalificeret til milliardopgaven med at bygge Nordhavnstunnelen i Københavns Kommune, der forbinder bydelene Østerbro og Nordhavn. 4 aktører kan nu gå videre til opgaven med at udarbejde reelle tilbud.
- I Vejdirektoratet er vi glade for feltet af ansøgere, som består af meget kvalificerede firmaer, der har stor erfaring med tunnelbyggeri. Vi er ikke i tvivl om, at de fire prækvalificerede aktører, vi har valgt at gå videre med, alle har kompetencerne og styrken til at bygge Nordhavnstunnelen. I udvælgelsen har vi blandt andet lagt vægt på aktørernes erfaring med udførelse af de forskelligartede opgaver, der skal udføres på Nordhavnstunnelen. Det er et vigtigt skridt for projektets succes, vi er nået til, og med fire aktører, som nu kan arbejde videre med deres tilbud, vil det give en sund konkurrence i tilbudsfasen, sifer projektleder og ansvarlig for anlæg af Nordhavnstunnelen Silas Nørager, Vejdirektoratet.
Vejdirektoratet har efter modtagelse af ansøgningerne til prækvalifikation med ekstern bistand helt ekstraordinært gennemført en bred undersøgelse af de udvalgte aktører i forhold til eventuelle udelukkelsesgrunde i Udbudsloven.
Nordhavn - udviklingsplaner, Nordhavnstunnel, Lynette-øen og Refshaleøen. Konferencen afholdes den 2. marts 2022.
- Vi har i forbindelse med udbuddet fået udarbejdet en juridisk undersøgelse for at få belyst, om der er forhold hos aktørerne, der gør, at de ikke lever op til Udbudsloven. Undersøgelsen giver ikke grundlag for, at de fire ansøgere ikke kan prækvalificeres, og de fire aktører kan nu gå videre med at udarbejde tilbud. Det er klart at skulle det på et senere tidspunkt vise sig, at der er udelukkelsesgrunde for en af aktørerne under tilbudsfasen, så kan Vejdirektoratet ikke indgå kontraktaftale med aktøren, siger Silas Nørager.
Tidsplanen er nu, at de prækvalificerede aktører skal aflevere et indledende tilbud senest den 24. juni 2022. Vejdirektoratet kan derefter vælge at indgå entreprisekontrakt baseret på de indledende tilbud eller vælge at indlede forhandlingsmøder med entreprenørerne, såfremt de modtagne tilbud ikke lever op til forventningerne om pris og kvalitet.
Hvis kontrakten bliver indgået baseret på et indledende tilbud, vil det kunne ske med den vindende entreprenør allerede i sommeren 2022. Bliver der tale om en forhandlingsproces, er det forventningen, at en kontrakt kan blive indgået i begyndelsen af 2023.
Det forventes, at Nordhavnstunnelen kan åbne for trafik i 2027.
De 4 prækvalificerede er:
- Acciona Construcción S.A. med støtte fra CG Jensen, Sweco Danmark og Sweco Infra & Rail OY.
- NV Besix S.A. - MT Højgaard Danmark joint venture med støtte fra Niras, Jacobs Sverige AB og Bravida Danmark.
- Aarsleff - Vinci Construction Grands Projets- Hochteif Infrastrucure GMBH joint venture med støtte fra Cowi og Wicotec Kirkebjerg.
- Züblin - M.J. Eriksson joint venture med støtte fra Strabag SE, Ed. Züblin AG, Züblin Spezialtiefbau GmbH, Züblin Scandinavia AB og Strabag Infrastructure & Safety Solutions GmbH.