Dansk Motor Finans (DMF) har tidligere haft til huse på en ældre Civilforsvar-kaserne i Store Andst ved Vejen, som er ejet af Tage Nielsen. Han er også en del af ejerkredsen i Dansk Motor Finans sammen med Kim Asferg Mikkelsen og Rasmus Sandvej Juulsen. Nu har virksomheden købt nyt domicil på H.C. Ørsteds Vej 18 i Kolding for 9,8 millioner kr.
- Vi har i en rum tid kigget os lidt omkring efter nye lokaler. Vi var i bund og grund vokset ud af lokalerne i Store Andst, og det ville kræve nogle massive investeringer, hvis vi skulle have fortsat derude. I slutningen af januar 2023 bestilte vi en fremvisning på H.C. Ørsteds Vej, og var derefter ikke i tvivl om, at det var det helt rigtige for os, udtaler Rasmus Sandvej Juulsen, direktør i Dansk Motor Finans.
DMF beskæftiger sig med flere produkter og serviceydelser, hvor biler, finansiering og registreringsafgifter er omdrejningspunkterne. Virksomheden er et kendt navn på den professionelle side af bilbranchen, hvor mere end 1.000 bilforhandlere er tilkoblet virksomhedens onlinesystem.
Horsens: De store investeringer. Konferencen afholdes den 27. september 2023.
Virksomheden har de seneste år præsteret resultater før skat i deres årsregnskaber på mellem 12 og 16 millioner kr. Men nu hvor virksomheden har fået de rette rammer, ændres fokus en anelse. Målet er at skabe en komplet platform for de professionelle aktører i den danske bilbranche, hvor det bliver en kombination af administrativt arbejde og ekspertviden på de vigtigste områder - afgifter, leasing og bilimport.
- Vi har en god og sund forretning, hvor vi har haft et stort fokus på at bevise vores indtjeningsevne fra start. Dét vil stadig være et fokus hos os. Men vi kommer også til at gå ind i periode med investeringer, hvor væksten bliver førsteprioritet. Vi glæder os til at give den gas og kunne servicerer endnu flere bilforhandlere fra vores nye domicil i Kolding, afslutter Rasmus Sandvej Juulsen.