WSP Danmark vil indarbejde klima og livscyklusanalyser i alle projekter. De forpligter sig nu til at reducere CO2-aftrykket fra deres projekter med 50 procent i 2030 og indfører krav om livscyklusanalyser af alle projekter med honorar på over 100.000 kr.

Det kan blive svært at nå Parisaftalens mål om en maksimal, global temperaturstigning på 1,5 grader. Ambitionen er høj og betyder, at vi har travlt, og derfor sætter WSP nu endnu mere fokus på at tage ansvar for den grønne omstilling.

- Den bedste måde, hvor vi med stor effekt kan bidrage til den grønne omstilling, er via de projekter som vi udfører for vores kunder. Derfor har vi sat det ambitiøse mål at halvere udledningen fra de projekter vi arbejder med i 2030 i forhold til 2022, siger administrerende direktør, Per Christensen, WSP.

Hvem skal betale for det? Det er ofte det spørgsmål, der kommer, og ofte er opfattelsen, at der vel ikke er andre end kunderne til at betale.

- Det er ikke nødvendigvis dyrere at lave et projekt, der udleder mindre, især når man kigger på alle omkostninger over hele projektets levetid. Ofte vil det kunne betale sig at lave klimavenlige projekter, især hvis man tillader sig at tænke lidt mere fremtids- og helhedsorienteret, siger Per Christensen.

Det handler i høj grad om at tænke projekterne en smule anderledes. Gennem flere år har WSP arbejdet med konceptet Future Ready, som skal indtænke udviklingstrends inden for klima, samfund, teknologi og ressourcer i endnu flere projekter, og det er blandt andet initiativer som dette, som Per Christensen ser er med til at flytte virksomheden og projekterne i den rigtige retning.

- Jeg er sikker på, at denne beslutning kommer til at give vores kunder nogle endnu bedre og mere innovative løsninger – det er lige præcis, hvad der skal til, for at vi for alvor får de nødvendige forandringer op i et højere tempo, siger Per Christensen.

Træbyggeri: Nye erfaringer og regler. Kurset afholdes den 1. marts 2023.

WSP har fastsat 2022 som baseline og vil fra dette udgangspunkt skulle reducere udledningen med 50 procent i 2030. Men det er ikke alt. WSP indfører også et krav om livscyklusanalyser (LCA) på projekter med et honorar på over 100.000 kr. og særligt udvalgte strategiske projekter.

- Ved at udføre livscyklusanalyser på alle større projekter får vi netop en mere helhedsorienteret tilgang til gavn for kunden og klimaet, siger Per Christensen.

Livscyklusanalysen viser de miljømæssige konsekvenser ved projektet i forhold til klima og ressourcer ud fra et vugge til grav- eller vugge til vugge-princip.

WSP er en global virksomhed med over 65.000 medarbejdere i hele verden, og målene om 50 % reduktion af CO2-udledningen for vores projekter er ikke kun et dansk tiltag.

- WSP i Sverige, UK, Australien og New Zealand har tilsluttet sig samme mål, og det er en kæmpe fordel, at vi kan vidensudveksle på tværs af landene i forhold til nye metoder med videre, siger Per Christensen.

Ud over målet med at halvere udledningen fra alle projekter har WSP også tilsluttet sig Science Based Targets Initiative, og WSP Danmark har mål om at være klimaneutrale (scope 1 og 2) allerede i 2025.


Relaterede konferencer

Servitutter og lokalplaner KURSUS

Højhusbyggeri: Krav, løsninger og projekter KURSUS

Erhvervsbyggeri i træ: cases og banebrydende projekter

Boligbyggeri i træ: cases og banebrydende projekter

Fremtidens betonbyggeri

Esbjerg: Byudvikling for 20 mia. kr.

Den nye Planlov KURSUS

Finansiering af ejendom - markedssituation og tendens

Køge: det store byggeboom frem til 2032

Bygningsreglement om etageboligbyggeri KURSUS