Vivabolig vil omdanne Kærby Hvilehjem på Ny Kærvej i Aalborg til 28 familieboliger. Den ældste del af de bevaringsværdige bygninger er opført i 1927, men ifølge boligforeningens direktør er det ikke muligt at omdanne bygningerne, som derfor står til nedrivning.

Vivabolig planlægger at nedrive en større bebyggelse på Ny Kærvej til fordel for et nybyggeri med 28 lejligheder. Den eksisterende bebyggelse har tidligere huset plejehjemmet Kærby Hvilehjem, men står nu tom. Planen er at etablere 2-, 3- og 4-rums familieboliger i varierende størrelser med KAAI - Kærsgaard & Andersen som bygherrerådgiver.

Den østligste del af bebyggelsen, der ligger ud til Ny Kærvej, er udpeget som bevaringsværdig med en bevaringsværdi på 4. Den bevaringsværdige del af bebyggelsen er opført i 1927 med facade i røde tegl.

Som en forlængelse af den bevaringsværdige bygning blev der i 1962 tilføjet en tilsvarende bygning, så bebyggelsen fremstår som en samlet bygningsmasse ud mod Ny Kærvej, og i 1990 blev der opført yderligere en tilbygning i form af en nord-syd vendt længe, som blev forsøgt tilpasset den oprindelige bebyggelse med blandt andet frontkvist mod Ny Kærvej. Ifølge direktør i Vivabolig, Lotte Bang, er det dog nødvendigt at nedrive bebyggelsen.

NB! Aalborg: De store projekter. Konferencen afholdes d. 19. april 2018.

- Det gør vi på grund af indretning. Det er svært at indrette et plejehjem med den bygningstype til boliger, der møder de behov vores beboere har i dag for et moderne og funktionelt hjem. Så det skyldes en kombination af bygningskroppen og tilgangsforhold, hvad angår elevator, svalegang og trapper, fortæller Lotte Bang.

Den nye ejendom skal opføres som en stokbebyggelse i 3 etager i øst-vestgående retning og med mulighed for en mindre stok placeret vinkelret herpå i nord-sydgående retning. I henhold til lokalplanforslaget skal det 2.500 kvm store nybyggeri opføres med fladt tag, og bebyggelsen skal opføres med facade, der fremstår som blank mur i tegl i røde og gule nuancer. Dog kan den øverste etage beklædes med zink.

Foruden tilladelse til nedrivning forudsætter projektet, at der udarbejdes og vedtages en ny lokalplan. Det skal By- og Landskabsudvalget tage stilling til den 8. februar 2018.

Vivabolig har i alt 3.897 boliglejemål og er dermed den næststørste boligorganisation i Nordjylland. Boligtyperne er fordelt med 2.907 familieboliger, 603 ældre- og plejeboliger og 387 ungdomsboliger i 25 boligafdelinger. Størstedelen ligger i Aalborg, men den almene boligorganisation har også afdelinger i Vodskov, Visse, Nøvling, Vadum og Brovst.


Relaterede konferencer

Boligudvikling i København frem til 2030

Bygningsreglement om etageboligbyggeri KURSUS

Sikre entreprenørkontrakter: Håndtering af ekstrakrav KURSUS

Logistik og industri - fart på nye muligheder

Boligudvikling i Jylland

Servitutter og lokalplaner KURSUS

Stormflodssikring af by- og landområder

Certificeringsordninger - udbredelse og betydning

Den nye Planlov KURSUS

Hvordan vi får mere liv i bykernerne