Tidligere losseplads med opfyld af usorteret affald, der blev plomberet i 1975, skal omdannes til ny bydel med 199.000 kvm boliger i præfabrikerede træmoduler samt parkering. Nu er vinderen af arkitektkonkurrence fundet.

Det 181.000 kvm store areal ved Vejlands Allé, hvor Vejlands Kvarter skal udvikles, udgør en tidligere losseplads med opfyld af usorteret affald, der blev plomberet i 1975. Der blev lagt ren jord på størstedelen af arealet i 2010.

By & Havn og PensionDanmark udskrev arkitektkonkurrencen for området i august 2019, og 5 arkitektteams har deltaget i konkurrencen om en masterplan for den nye bydel i området, hvor 118.000 kvm kan bebygges i 2-6 etager, mens 63.000 kvm skal fremstå som natur. Bag vinderforslaget "Fælledby" står et team bestående af Henning Larsen Architects med ingeniørfirmaet MOE som underrådgivere.

Forslaget opdeler byområdet i 3 nabolag, også kaldet "landsbyer", med gadeforløb, som udfolder sig til en central plads i hvert nabolag, skriver By & Havn i en pressemeddelelse.

TRÆ - etagebyggeri - udfordringer, løsninger og god økonomi. Konferencen afholdes d. 16. april 2020.

- Det er et spændende og nytænkende vinderforslag, der ikke ligner noget, vi har set før i Københavns øvrige bydele. Meldingen fra den forudgående borgerinddragelse var helt klar; der var bekymring for, hvordan vi passer godt på fælledens natur og dyr, samtidig med at det er vores opgave at etablere en ny bydel. Vi har stort fokus på vigtigheden af, at Vejlands Kvarter skal udvikles på fælledens præmisser, udtaler administrerende direktør i By & Havn, Anne Skovbro.

Det er målet, at byområdet skal bæredygtighedscertificeres til DGNB-platin, og for de enkelte byggerier er ambitionen at opnå DGNB-guld.

Træ vil blive byggeriets gennemgående materiale med facader af forskellige materialer, som for eksempel genbrugsmaterialer og begrønnede facader. Samtidig skal kvarteret skabe boliger til både Københavns børnefamilier, studerende og seniorer, og 25 procent af boligerne, svarende til 41.000 kvm, bliver almene boliger.

Boligbebyggelsen skal generelt opdeles i byggefelter, der kan udvikles i etaper, med størrelser på mellem 8.000-20.000 kvm etageareal.

Byggeriet pælefunderes, og boligbyggeriet vil i henhold til konkurrenceprogrammet som udgangspunkt blive bygget som træbyggeri i genbrugsmaterialer af rumstore, præfabrikerede træmoduler.

Modulbyggeri - økonomi, tidsplaner, udfordringer og markedsbehov. Konferencen afholdes d. 15. september 2020.

Den maksimale størrelse på modulerne er 13 x 4,8 meter og en maksimal højde er 4,1 meter. Modulerne kan sammensættes og forskydes på utallige måder, ligesom de kan stables i op til 6 etager, hvor den øverste flade kan udføres som flade tage eventuelt med tagterrasse eller som skrånende tagflade med ensidigt fald.

Der er mulighed for at skabe stor variation i sammenkobling af modulerne, ligesom der kan arbejdes med forskellige størrelser på modulerne, så længe de ikke overskrider maksimalmålene. Det skal være med til at skabe mangfoldighed og variation i byggeriet, lyder det i konkurrenceprogrammet.

- Det er et rigtig spændende projekt med mulighed for at bygge bæredygtige boliger af høj kvalitet, der med sine mange boligformer vil skabe en stor grad af mangfoldighed. En effektiv byggeproces betyder, at det vil være til en husleje, som almindelige danskere har råd til at betale, og samtidig vil det give vores medlemmer et fornuftigt langsigtet afkast, udtaler administrerende direktør i PensionDanmark, Torben Möger Pedersen.

I alt kan der opføres 219.000 kvm etageareal i området. Foruden 199.000 kvm boliger og parkering, kan der bygges 17.000 kvm kommunale institutioner, som skole og daginstitution samt 3.000 kvm detailhandel og naturformidlingscenter.

Området er tidligere losseplads med opfyld af usorteret affald under det nuværende jordlag på 0,8 meter. Undergrunden afgiver derfor blandt andet metangas, der betyder, at terrænet vil sætte sig over tid. Det er derfor ikke hensigtsmæssigt at grave i lossepladsaffaldet, og der vil derfor ikke blive etableret kælder.

Lokalplanen, der skal bane vejen for den nye byde, ventes endeligt vedtaget ved årskiftet 2020/21.


Relaterede konferencer

Bygningsreglement om etageboligbyggeri KURSUS

Boligudvikling i Jylland

Esbjerg: Byudvikling for 20 mia. kr.

Plejeboliger for 25 milliarder kr.

Ny udbudslov KURSUS

Erhvervsbyggeri i træ: cases og banebrydende projekter

Hvordan vi får mere liv i bykernerne

Fremtidens betonbyggeri

Boligbyggeri i træ: cases og banebrydende projekter

Stormflodssikring af by- og landområder