Pensionsselskabet PFA har overtaget en 7.160 kvm stor ejendom på Gullfossgade på Islands Brygge. Efter en proces med at finde den rigtige lejer er der netop sat sidste punktum i en aftale, som betyder, at ejendommen i fremtiden kommer til at huse et 6-etagers hotel drevet af hotelkæden Guldsmeden Hotels.

Den samlede investering er på 200 millioner kr. inklusiv en projekteret ombygning. Ejendomsdirektør i PFA Michael Bruhn glæder sig over at overtage den centralt beliggende ejendom og ser samtidig frem til arbejdet med ombygningen i samarbejde med Guldsmeden Hotels.

- Islands Brygge er et område, der gennem de seneste 10-15 år har gennemgået en fantastisk udvikling, og det er nu et særdeles attraktivt kvarter tæt på grønne og rekreative områder samt vandet, men det er samtidig placeret i epicenteret af storbyens pulserende liv. Der er fortsat grobund for fremgang og vækst i området, og det vil blive afspejlet i udviklingen på ejendomsmarkedet i fremtiden. Desuden bliver Islands Brygge et stadig mere attraktivt sted at drive forskellige typer af erhvervsvirksomhed, siger Michael Bruhn.

Det kommende hotel på Gullfossgade bliver på 7.160 kvm. og kommer til at rumme godt 200 værelser. Der er ved overtagelsen tegnet en lang lejekontrakt med Guldsmeden Hotels, der blandt andet også har hoteller i Oslo, Reykjavik, Menton i Sydfrankrig samt 5 andre hoteller i København, ét i Aarhus samt et i Berlin, som åbner i slutningen af 2017. Arbejdet med at konvertere bygningen til hotel med restaurant ventes at begynde i foråret 2018, og hotellet er efter planen klar til de første gæster i 2019.

- Ejendommen er et godt supplement til vores eksisterende portefølje af erhvervsejendomme, og vi vurderer, at der, både på grund af beliggenheden og den ved åbningen nyrenoverede stand, vil være stor efterspørgsel på værelserne og dermed et godt driftspotentiale på sigt. På samme vis passer det trendy, stilsikre og uhøjtidelige koncept bag Guldsmeden Hotels perfekt ind i det det moderne storbymiljø på Islands brygge. Vi overbevist om, at den nye ejendom i vores erhvervsejendomsportefølje vil bidrage til et stabilt, langsigtet afkast for vores pensionskunder, siger Michael Bruhn.

NB! Ørestad - nye planer og projekter for 10 milliarder. Konferencen afholdes d. 24. april 2018.

Hos Guldsmeden Hotels ser indehaver Marc Weinert frem til det forestående arbejde, inden Guldsmeden endelig kan rykke ind i de nye rammer.

- Vi glæder os til samarbejdet med PFA, og til for første gang at være inde over en ombygning fra bunden, hvor vi kan miljøoptimere på energiforbruget, blandt andet med genbrug af badevand. Vores drift har altid været fokuseret på bæredygtighed, og nu kan en af vores bygninger også følge med de grønne ambitioner. Vi ser også frem til at blive en del af det levende miljø på Bryggen, og til at bidrage til lokalstemningen med vores afslappede livsnyder-gen. Vi er så spændte på at få Bryggen Guldsmeden ind i familien, siger Marc Weinert.

Byggeriet er for nylig blevet godkendt i et tillæg til lokalplanen for området.

Ejendommen på Gullfossgade er en del af PFA’s køb af Ejendomsselskabet New York Amager ApS, nu PFA Islands Brygge ApS, som PFA overtog i januar 2017. PFA Islands Brygge ApS ejer ligeledes en 8.990 kvm kontorejendom på Artillerivej som er fuldt udlejet. PFA Islands Brygge ApS er et 100 procent ejet datterselskab til PFA Ejendomme A/S. Ejendommen vil blive administreret af Datea.

Det nyåbnede hotel kommer til at bære navnet ’Bryggen Guldsmeden’, og bliver kædens 10. hotel. Guldsmeden Hotels lægger stor vægt på bæredygtighed og er certificeret med det gyldne Ø-mærke og Green Globe. Kæden oplyser, at hotellerne henvender sig til rejsende, der sætter pris på godt værtsskab i smukke og originale rammer og samtidig tænker på miljøet.


Relaterede konferencer

Boligudvikling i Jylland

Ny udbudslov KURSUS

Fremtidens betonbyggeri

Køge: det store byggeboom frem til 2032

Bygningsreglement om etageboligbyggeri KURSUS

Certificeringsordninger - udbredelse og betydning

Den nye Planlov KURSUS

Ungdomsboliger på et modent marked

Træ - det hotte byggemateriale: JYLLAND

Finansiering af ejendom - markedssituation og tendens