Omdannelsen af den 4-sporede Thomas B. Thriges Gade i Odense til en ny bydel med 53.000 kvm boliger og erhverv kan nu for alvor tage fart. Byrådet har således vedtaget en lokalplan for 16 byggefelter, hvor der kan opføres boliger, erhverv og hotel i op til 17 etager.

Byrådet i Odense vedtog den 25. november 2015 en lokalplan, der skal bane vejen for 28.600 kvm byggeri omkring Skulkenborg i midtbyen.

Lokalplanen omfatter 16 byggefelter i den nordligste del af byudviklingsområdet, hvor byggehøjden kommer til at variere fra 1 etage og op til 17 etager. Hos Det Konservative Folkeparti er der glæde over udsigten til flere høje bygninger i den centrale del af byen.

- Det, vi (Det Konservative Folkeparti, red.) godt kan lide her, er, at vi kommer lidt i højden - at vi får nogle bygninger, som er markant højere, end man ser mange andre steder i Odense, lød det fra partiets byrådsmedlem Lars Havelund, som påpegede, at de høje bygninger passer godt ind i den indre by og den moderne by, der arbejdes hen i mod.

NB! Vejle - byudvikling for 11 milliarder 2016-2026. Konferencen afholdes d. 4. februar 2016.

Der investeres i alt 852 millioner kr. i omdannelsen af den trafikerede vej i det centrale Odense til en ny bydel. Heraf betaler Realdania og Odense Kommune hver 255 millioner kr., mens 342 millioner kr. finansieres ved salg af byggeretter og parkeringsanlæg. Indtil juni 2014 kørte 23.000 bilister dagligt ad Thomas B. Thriges Gade, som nu er lukket, og det har fået flere til at stille spørgsmålstegn ved det realistiske i projektet.

- Man kan sige, at vi med lokalplanen her begynder at virkeliggøre det, som mange anså som umuligt. Ikke kun på grund af den ophedede trafikdebat - men i det hele taget, kan det lade sig gøre at lave et helt nyt centrum i den indre by, og vil der være investorer til det? Der tager vi et vigtigt skridt i dag, sagde Lars Havelund.

Her fik han opbakning fra det socialdemokratiske byrådsmedlem Anders W. Bertelsen, som heller ikke kunne lade være med at sende en stikpille til nogle af byomdannelsesprojektets modstandere.

NB! Kolding investerer 11 milliarder i byudvikling. Konferencen afholdes d. 2. februar 2016.

- Modstandernes argumenter om, at byggeri langs Thomas B. Thriges Gade var "fugle på taget" - det er et ordret citat fra Fyens Stiftstidende - er for længst gjort til skamme. Skulle der være enkelte tilbage, der er i tvivl, så må tvivlen forsvinde i dag, når vi vedtager planforslaget for de 16 nordligste byggefelter på den lukkede del af Thomas B. Thriges Gade. Det var ikke "fugle på taget", at Thomas B. Thriges Gade-grundene kunne sælges og bebygges, lød det fra Anders W. Bertelsen.

Blandt investorerne i den nordlige del af byudviklingsområdet er Realdania og Arkitektgruppen, mens KPC har trukket sig som optionsholder på 3 byggefelter, hvorefter projektsekretariatet bag byomdannelsen har genudbudt dem med mulighed for opførelse af hotel.

Realdania sidder på byggefelterne 4 og 5, hvor der i alt må bygges 860 kvm fordelt på 2-3 etager, mens Arkitektgruppen råder over byggefelterne 8-11, hvor der må opføres 4.700 kvm fordelt på 1-4 etager. Lokalplanen fastlægger, at store dele af stuetagerne skal anvendes til  erhverv, service eller butik, mens der kan bygges boliger på etagerne derover i de fleste af byggefelterne.

Helhedsplanen for omdannelsen af Thomas B. Thriges Gade er udarbejdet af Entasis, Grontmij, Sweco, SBS og Momentum. I alt opføres der 350 boliger samt erhvervsbyggeri til 500 arbejdspladser.


Relaterede konferencer

Stormflodssikring af by- og landområder

Servitutter og lokalplaner KURSUS

Ungdomsboliger på et modent marked

Hvordan vi får mere liv i bykernerne

Fremtidens betonbyggeri

Certificeringsordninger - udbredelse og betydning

Køb og salg af ejendom - Due Diligence KURSUS

Boligbyggeri i træ: cases og banebrydende projekter

Boligudvikling i Jylland

Boligudvikling i København frem til 2030