Museet "Flugt" skal tegnes af BIG og bliver placeret ved Oksbøl i Vestjylland. Museet skal fra efteråret 2021 formidle fortællinger om flygtninge både i samtiden og i et historisk perspektiv.

Folkene bag Tirpitz realiserer nyt museumsprojekt. Vardemuseerne og arkitekterne fra Bjarke Ingels Group har et nyt stort anlagt museum på tegnebrættet – og snart flytter museet sig fra tegnebrættet og ud til byggepladsen takket være de nye donationer.

Der er tale om et 4,5 millioner kvm stort museumsområde, der udover de nye bygninger også vil rumme den eksisterende flygtningekirkegård med hundredvis af gravstene efter tyske flygtninge, der boede nær den vestjyske by Oksbøl i årene efter Anden Verdenskrig.

Museet skal tage afsæt i historien om de tyske flygtninge i 1945, men kommer også til at rumme fortællinger om flygtningeskæbner fra mange andre flygtningekatastrofer.

- Missionen har været enkel: At skabe et internationalt museum om flugt og flygtninge her – midt i Vestjyllands smukke natur, hvor danmarkshistoriens største flygtningelejr lå, siger Claus Kjeld Jensen, museumsdirektør for Vardemuseerne i en pressemeddelelse.

- Museet omhandler et vigtigt stykke dansk/tysk historie. Det handler ikke kun om genfortælling, men også om de perspektiver, der er til vores samtid. Det er ikke kun interessant inden for Danmarks grænser, udtaler Siegfried Matlok, tidligere chefredaktør for Der Nordschleswiger.

BIG har tegnet stregerne til Flugt. Bjarke Ingels Group stod også bag Tirpitz, der i juni 2017 åbnede i Blåvand og siden da har haft 500.000 besøgende.

Museet "Flugt" skal ligge tæt på flygtningekirkegården i Oksbøl. Det var her, danmarkshistoriens største flygtningelejr lå i årene efter Anden Verdenskrig.

Etableringen af museet forventes at løbe op i omkring 100 millioner kr. Den tyske Forbundsdag har doneret 9,75 millioner kr. Partierne er enige, og bevillingen vedtages officielt i slutningen af november. Det er håbet, at museet slår dørene op i efteråret 2021.


Relaterede konferencer

Ny udbudslov KURSUS

Plejeboliger for 25 milliarder kr.

Køb og salg af ejendom - Due Diligence KURSUS

Jylland: Ændring af planloven – strategisk planlægning for bymidter m.v KURSUS

Esbjerg: Byudvikling for 20 mia. kr.

Træ - det hotte byggemateriale: JYLLAND

Boligbyggeri i træ: cases og banebrydende projekter

Boligudvikling i København frem til 2030

Ungdomsboliger på et modent marked

Stormflodssikring af by- og landområder