Ifølge Homes fremvisningsindeks, som normalt er en pålidelig indikator for den fremtidige handelsaktivitet på boligmarkedet, steg antallet af fremviste lejligheder 5 procent fra september til oktober 2018. Desværre snyder tallene, lyder det fra mægler.

Homes fremvisningsindeks, der måler danskernes interesse for at købe bolig, viser, at antallet af fremviste lejligheder steg 5 procent fra september til oktober 2018 (sæsonkorrigeret), når man måler som et 3-måneders glidende gennemsnit. Fremvisninger af huse steg med 0,7 procent i samme periode, mens fremvisninger af sommerhuse gik frem med 0,6 procent.

- Umiddelbart kunne det indikere en betydelig større interesse for at købe bolig. Men her "snyder" tallene desværre lidt. Når vi ser flere fremvisninger nu, skyldes det nok primært, at køberne har fået flere boliger at vælge imellem, fordi udbuddet er øget over de seneste måneder, siger boligmarkedsanalytiker Henrik Hauthorn Jensen i Home.

Flere boligejere er kommet på markedet med deres boliger, mens salget er faldet lidt. Det betyder samlet set et større udbud af boliger til salg, som køberne kan se og vælge imellem. Lidt firkantet sagt er der altså stort set det samme antal købere i markedet, men de ser flere boliger end tidligere, før de køber, uddyber han.

Over det seneste år er antallet af husfremvisninger steget med 3,3 procent, mens fremvisninger af ejerlejligheder er steget med 7,1 procent. Sommerhusene til salg har 19,9 procent flere fremvisninger end året før. Interessen for at se på bolig, herunder sommerhuse, ligger fortsat på et højt niveau historisk set.

NB! Københavns boligmarked 2019-2029. Konferencen afholdes d. 24. januar 2019.

- Især på lejlighedsmarkedet i hovedstaden har køberne fået bedre tid til at se flere lejligheder. Man kan sige, at køberne har fået noget af magten tilbage i et marked, der ellers har været sælgers marked gennem længere tid. Interessen for at se på lejlighed indikerer dog, at bunden langt fra er gået ud af markedet. Faktisk ses der fra september til oktober, ifølge Boligsidens markedsindeks på landsplan, kun et mindre prisfald på lejligheder på 0,1 procent - og priserne er fortsat 5,2 procent højere end for 1 år siden, siger Henrik Hauthorn Jensen.

Ifølge Henrik Hauthorn Jensen står huspriserne stille fra september til oktober – og det betyder, at de koster 4,4 procent mere end for et år siden. Det svarer til, at et gennemsnitshus koster 82.000 kr. mere nu end sidste efterår.

- Der er ikke i øjeblikket noget, der tyder på, at det øgede antal fremvisninger munder ud i et tilsvarende øget salg, for boligkøberne har ikke pludselig fået flere penge mellem hænderne, lempeligere kreditvilkår eller – som det ses – specielt lavere boligpriser at boltre sig i, siger Henrik Hauthorn Jensen.

- Men når det er sagt, er der fortsat en god efterspørgsel på huse og lejligheder, som vi kun kunne drømme om for få år tilbage, og vi forventer de næste par måneder et fornuftigt salg på niveau med sidste år. Indtil videre er hussalget det bedste i årtiet, og i historisk perspektiv ligger antallet af fremvisninger fortsat højt, påpeger han.

Samme tendens viser køberbarometeret fra YouGov og Home, der måler interessen for at købe bolig blandt et repræsentativt udsnit af danskerne (2000 respondenter). Primo 4. kvartal svarede 16 procent af danskerne, at de vil købe bolig i løbet af det næste halve år. Kvartalet før var tallet 15 procent.


Relaterede konferencer

Plejeboliger for 25 milliarder kr.

Køb og salg af ejendom - Due Diligence KURSUS

Logistik og industri - fart på nye muligheder

Boligbyggeri i træ: cases og banebrydende projekter

Esbjerg: Byudvikling for 20 mia. kr.

Hvordan vi får mere liv i bykernerne

Aarhus under udvikling - fokus på de store projekter

Ny udbudslov KURSUS

Jylland: Ændring af planloven – strategisk planlægning for bymidter m.v KURSUS

Sikre entreprenørkontrakter: Håndtering af ekstrakrav KURSUS