Et forslag til Lov om ændring af lov om private fællesveje (Vintervedligeholdelsesordninger på private fællesveje) er nu i høring, men der forventes ikke nogen modstand mod, at efter § 83 indsættes:

§ 83 a. Kommunalbestyrelsen kan indgå aftale med grundejerne af en vejstrækning om, at kommunen udfører de vintervedligeholdelses- og renholdelsesopgaver, der skal udføres efter § 79, stk. 1, for grundejernes regning.

I bemærkninger til ændringslovforslaget står der:

1. Indledning

Vintervedligeholdelse og renholdelse af private fællesveje i byer og bymæssige områder er en del af
de forpligtelser, der kan følge med ved at være grundejer op af sådanne veje.
Der har tidligere været en praksis i visse af landets kommuner, at disse mod betaling har tilbudt at
stå for dette for grundejernes regning. Disse aftaler har også været kendt som serviceordninger.
Imidlertid har Ankestyrelsen i en konkret udtalelse af 13. juni 2017 vurderet, at der ikke er hjemmel
i kommunalfuldmagtsreglerne for kommunalbestyrelserne til at indgå sådanne serviceordninger,
hvorfor sådanne serviceordninger blev underkendt, da lov om private fællesveje heller ikke
indeholder nogen hjemmel til, at kommunerne kan indgå aftaler med grundejerne.
Udtalelsen fra Ankestyrelsen medførte, at kommunerne måtte ophæve de indgåede aftaler.
Flere kommuner og borgere har efterfølgende henvendt sig til Transport- og Boligministeriet med
ønske om, at der tilvejebringes en hjemmel i lov om private fællesveje (privatvejsloven), der giver
mulighed for, at kommunerne og borgerne kan indgå aftaler om serviceordninger, der omfatter
vintervedligeholdelse og renholdelse af private fællesveje.
Med nærværende lovforslag ønsker Transport- og Boligministeriet at give kommunerne hjemmel til
at indgå aftaler med grundejerne om, at kommunen mod betaling kan stå for udførelsen af de
vintervedligeholdelses- og renholdelsesopgaver, der skal udføres efter § 79, stk. 1.
Dermed ønsker regeringen også at imødekomme de ønsker, som er udtrykt fra henholdsvis
kommuner og grundejere.

2. Lovforslagets hovedpunkter

2.1 Serviceordninger vedrørende vintervedligeholdelse og renholdelse
2.1.1 Gældende ret
Det følger af privatvejlovens § 1, stk. 1, at privatvejsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1234 af 4.
november 2015, skal medvirke til at sikre, at private fællesveje er indrettet teknisk forsvarligt, at
vejene er i god og forsvarlig stand i forhold til færdslen på vejene, og at privates dispositioner i
forbindelse med vejene ikke er i strid med den offentlige planlægning. Loven skal desuden
medvirke til at sikre, at almene offentlige hensyn i øvrigt tilgodeses i forbindelse med private
fællesveje i byer.
Af § 1, stk. 2, fremgår det, at de offentlige hensyn varetages af kommunalbestyrelsen, der er
forvaltningsmyndighed (vejmyndighed) for private fællesveje og private fællesstier.
En privat fællesvej defineres som en vej, gade, bro eller plads, der ikke er en offentlig vej, jf. nr. 1,
og som fungerer som færdselsareal for anden ejendom end den ejendom, som færdselsarealet ligger
på, når ejendommene ikke har samme ejer, jf. § 10, nr. 3.
Loven er delt sådan op, at visse af reglerne er såkaldte byregler, jf. lovens § 3, hvorimod andre er
landregler, jf. § 4.
Ved private fællesveje i byer og bymæssige områder forstås private fællesveje beliggende i de i
privatvejslovens § 3, stk. 1 og 2, nævnte områder.
Byreglerne, lovens §§ 25-86, finder anvendelse på private fællesveje i Københavns Kommune og
de områder, der efter lov om planlægning er beliggende i byzone eller i et sommerhusområde, jf. §
3, stk. 1.
Kommunalbestyrelsen kan endvidere bestemme, at byreglerne skal finde anvendelse i afgrænsede
områder i landzone, jf. lov om planlægning, når disse områder har bymæssig karakter eller er
planlagt hertil. Det fremgår af privatvejslovens § 3, stk. 2.
Ved vejret forstås den ret, som den til enhver tid værende ejer af en ejendom har over en privat
fællesvej eller privat fællessti til at benytte den pågældende private fællesvej eller fællessti som
færdselsareal for ejendommen, jf. lovens § 10, nr. 5. Ejere af ejendomme, der grænser til en privat
fællesvej i byer og bymæssige områder, antages som udgangspunkt at have vejret til det private
fællesveje og private fællesstier, som ejendommen grænser til, jf. privatvejslovens § 44.
I medfør af § 79 kan kommunalbestyrelsen efter forhandling med politiet bestemme, at ejere af
tilgrænsende ejendomme med vejret til vejen skal snerydde, glatførebekæmpe og renholde hele den
private fællesvej.
Disse beslutninger, der træffes for nærmere angivne områder, meddeles og offentliggøres typisk i
kommunernes vinterregulativer, som også omfatter kommunevejene og kommunens offentlige stier.
Beslutningen efter § 79 indebærer bl.a., at kommunalbestyrelsen kan føre tilsyn med overholdelsen
af de pålagte pligter og meddele påbud i de tilfælde, hvor arbejderne ikke er udført inden for den
fastsatte frist.
I henhold til § 83 kan kommunalbestyrelsen bestemme, at den helt eller delvist overtager udførelsen
af de efter § 79 pålagte pligter for grundejernes regning.
Bestemmelsen gør det muligt for kommunalbestyrelsen at sikre et ensartet og højt niveau af
renholdelse og vintervedligeholdelse, hvor det efter kommunalbestyrelsens vurdering er særligt
vigtigt. Beslutningen om at benytte bestemmelsen i § 83 er således ikke i sig selv udtryk for en
kritik af grundejernes udførelse af de pålagte arbejder.
I praksis anvendes bestemmelsen ofte på private fællesveje i bytætte områder, omkring strøggader
og trafikknudepunkter, hvorved kommunalbestyrelsen sikrer, at disse gader er sneryddet,
glatførebekæmpet og renholdt, således at trafikken på vejene kan afvikles sikkert.
Af § 99 a, stk. 1, følger det, at når vejmyndigheden træffer bestemmelse om, at den sørger for at
udføre arbejder for borgernes regning, herunder juridiske personers regning, skal den sikre, at
arbejdet udføres billigst muligt. Dette skal ske ved at indhente tre tilbud, medmindre
udbudslovgivningen foreskriver en anden fremgangsmåde eller andet er aftalt.
Af § 99 a, stk. 2 fremgår det, at stk. 1 bl.a. finder anvendelse på de arbejder, som er omtalt i lovens
§ 83.

2.1.2 Transport- og Boligministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
I de nuværende regler er der ikke nogen eksplicit hjemmel til, at kommunerne kan indgå aftaler med
grundejerne om, at kommunen kan varetage vintervedligeholdelse og renholdelse af de private
fællesveje på grundejernes regning.
Der har tidligere været en praksis i visse af landets kommuner, at disse mod betaling har tilbudt at
stå for dette for grundejerne. Imidlertid har Ankestyrelsen i en konkret udtalelse af 13. juni 2017
vurderet, at der ikke er hjemmel i kommunalfuldmagtsreglerne for kommunalbestyrelserne til at
indgå sådanne serviceordninger, hvorfor sådanne serviceordninger blev underkendt.
Det er Transport- og Boligministeriets forståelse, at de tidligere serviceordninger fungerede
hensigtsmæssigt. Der har derfor også været udtrykt et stærkt ønske om, at kommunerne får hjemmel
til at indgå aftaler om vintervedligeholdelses- og renholdelsesopgaver på grundejernes regning, så
grundejerne ikke selv enten fysisk selv skal stå for udførelsen af opgaven eller grundejerne kan
indgå aftaler med en privat aktør om at udføre opgaven.
Det er Transport- og Boligministeriets vurdering, at der ikke er argumenter, som taler imod, at
kommunerne kan indgå sådanne aftaler med grundejerne.
På den baggrund indeholder forslaget en hjemmel til, at kommunalbestyrelsen kan indgå en aftale
med grundejerne af en vejstrækning om, at kommunen udfører de vintervedligeholdelses- og
renholdelsesopgaver, der skal udføres efter § 79, stk. 1, for grundejernes regning.
Forslaget til § 83 a skal ses som et supplement til den nuværende § 83.
Ved aftaleindgåelse skal kommunalbestyrelsen, inden den kan indgå en aftale, sikre sig, at der kun
indgås aftale om udførelsen af vintervedligeholdelses- og renholdelsesopgaver, der skal udføres
efter § 79, stk. 1. Såfremt der ikke er tale om arbejder i henhold til § 79, stk. 1, må
kommunalbestyrelsen ikke indgå en aftale i medfør af forslaget til § 83 a.
Det vil være op til grundejerne selv at beslutte, om de ønsker at anmode kommunalbestyrelsen om
at indgå en aftale. Lovforslaget indeholder ikke særskilt begrænsninger for, hvor mange grundejere
på en vejstrækning, der skal anmode herom, før der vil kunne indgås en aftale om
vintervedligeholdelses- og renholdelsesopgaver af en vejstrækning.
Det bemærkes videre, at grundejere ikke har et retskrav på, at kommunen indgår en aftale efter den
nye ordning. Kommunen har mulighed for helt at undlade at benytte ordningen, ligesom kommunen
frit kan tilrettelægge en praksis, hvorefter der kun indgås aftaler, hvis der enstemmigt blandt
grundejerne er ønske om det. Med andre ord indebærer ordningen alene en mulighed for, at
kommunen – hvis den ønsker det – kan tilbyde grundejerne en serviceordning.
Kan der indgås en aftale – og ønsker kommunalbestyrelsen at indgå en sådan – skal kommunen i
medfør af privatvejslovens § 99 a sikre, at arbejdet udføres billigst muligt. Dette skal ske ved at
indhente tre tilbud, med mindre udbudslovgivningen foreskriver en anden fremgangsmåde eller
andet er aftalt.
Da der er tale om en aftalebaseret ordning, vil det nærmere indhold af aftalen afhænge af, hvad
kommunalbestyrelsen og grundejerne kan blive enige om. Det betyder også, at der ikke er tale om
en afgørelse i forvaltningslovens forstand, hvorfor kommunens indgåelse af aftalen ikke vil kunne
blive påklaget.