MT Højgaard-koncernen leverede i 2019 den forventede fremgang i indtjeningen. Omsætningen steg til 6,9 milliarder kr., og resultatet før skat lander på 24 millioner kr.

MT Højgaard-koncernen leverede i 2019 den forventede fremgang i indtjeningen, drevet af lavere omkostninger, større effektivitet, højere kvalitet i eksekveringen og markant lavere nedskrivninger. Driftsindtjeningen før særlige poster blev 83 millioner kr. mod et underskud på -547 millioner kr. i 2018, hvor indtjeningen var belastet af 362 millioner kr. i hensættelser til udbedring i MgO-vindpladesager. Driftsindtjeningen ventes at blive yderligere forbedret i 2020, og en ny strategiplan skal hæve overskudsgraden til 4 procent i 2022.

- De altoverskyggende mål i 2019 var at genoprette den operationelle drift i MT Højgaard og sikre fortsat fremdrift i Enemærke & Petersen, Scandi Byg og Ajos. Disse virksomheder forbedrede sig og skabte solide resultater, og vi er også godt på vej til at vende udviklingen i MT Højgaard. Optimeringen er ikke slut, men MT Højgaard vinder og eksekverer sundere projekter og har i dag en sund ordrebog. Og med efterårets paradigmeskifte, hvor vi organiserede os på en ny måde med projekterne i centrum og nedlagde 130-140 funktionærstillinger, tog vi et væsentligt skridt mod at skabe et slankere og overskudsgivende MT Højgaard, siger administrerende direktør og koncernchef Morten Hansen.

Omsætningen steg som ventet 2 procent til 6,9 milliarder kr. Anlæg havde højere aktivitetsniveau, mens omsætningen i Byggeri og Services var på niveau med 2018. Det primære driftsresultat før særlige poster på 83 millioner kr. hævede driftsmarginen før særlige poster til 1,2 procent fra -8,1 procent i 2018. Forventningen var et resultat i niveauet 75 millioner kr.

Det rapporterede EBIT blev 48 millioner kr. mod -547 millioner kr. i 2018. Heri indgår, som tidligere oplyst, 35 millioner kr. til restruktureringsomkostninger i 4. kvartal 2019.

Resultatet før skat blev 24 millioner kr. mod -559 millioner kr. i 2018.

VESTERBRO: De store projekter. Konferencen afholdes d. 26. maj 2020.

Egenkapitalen blev styrket til 759 millioner kr. fra 393 millioner kr. ultimo 2018. Soliditeten steg til 18 procent fra 10,1 procent. Pengestrømmene fra driften blev bedre end ventet og udgjorde 28 millioner kr. mod -142 millioner kr. i 2018. Forbedringen skyldes bedre driftsindtjening og skærpet fokus på likviditet.

Koncernen vandt nye ordrer til en værdi af 6,9 milliarder kr., mens ordreindgangen i 2018 var på 7 milliarder kr. Ordrebeholdningen var ved årets udgang uændret 7,2 milliarder kr.

MT Højgaard nedbragte sit driftsunderskud markant til -140 millioner kr. Resultatet var som ventet stadig belastet af ældre og tidligere omtalte projekter, der bidrager med lav eller ingen indtjening under færdiggørelsen. Hovedparten af de projekter blev enten færdiggjort i 2019 eller afsluttes i løbet af 2020.

Driftsresultaterne i Enemærke & Petersen, Scandi Byg og Ajos blev henholdsvis 133 millioner kr., 12 millioner kr. og 23 millioner kr. og opnåede dermed solide resultater.

Efter regnskabsårets afslutning er Lindpros danske aktiviteter solgt med forbehold for konkurrencemyndighedernes godkendelse. Desuden er Morten Hansen udnævnt til administrerende direktør og koncernchef efter 3 måneder som konstitueret i jobbet.

MT Højgaard Holdings resultater i 2019 blev bedre end ventet. Resultatet af primær drift (EBIT) før særlige poster blev 18 millioner kr., mens pengestrømmene fra driften var 123 millioner kr. Resultatet før skat blev 94 millioner kr.

Regnskabet for MT Højgaard Holding afviger i 2019 fra MT Højgaard-koncernen, fordi MT Højgaard Holding først blev 100 procent ejer af MT Højgaard-koncernen den 5. april 2019 efter fusionen mellem Højgaard Holding og Monberg & Thorsen. Ved fusionen blev aktiver og forpligtelser opgjort til dagsværdi, og købesumallokeringer har påvirket MT Højgaard Holdings resultater i 2019, ligesom selskabet har afholdt transaktions- og administrationsomkostninger.

Omsætningen i 2020 ventes at land på omkring 6,5 milliarder kr.

MT Højgaard-koncernens primære driftsresultat før særlige poster og eksklusive Lindpro ventes at blive i niveauet 125 millioner kr. MT Højgaard Holdings primære driftsresultat før særlige poster og eksklusive Lindpro ventes at blive i niveauet 85 millioner kr.


Relaterede konferencer

Køge: det store byggeboom frem til 2032

Køb og salg af ejendom - Due Diligence KURSUS

Certificeringsordninger - udbredelse og betydning

Logistik og industri - fart på nye muligheder

Boligudvikling i København frem til 2030

Boligudvikling i Jylland

Ny udbudslov KURSUS

Stormflodssikring af by- og landområder

Bygningsreglement om etageboligbyggeri KURSUS

Den nye Planlov KURSUS