Stadionvej, Albanigade, Campusvej, Ørbækvej Syd og Niels Bohrs Allé bliver de første strækninger, der får besøg af Odense Letbane, når ledningsarbejdet begynder i april 2015. By- og Kulturudvalget vedtog tirsdag eftermiddag planerne for trafikafviklingen og kommunikationen.
Det betyder, at der er sikret en god afvikling af trafikken, når ledningsarbejdet begynder på Stadionvej, Albanigade, Campusvej, Ørbækvej Syd og Niels Bohrs Allé om få måneder, og dermed vil Odense Letbane stille og roligt blive til virkelighed.
NB! Byudvikling for 30 milliarder i Odense. Konferencen afholdes d. 5. maj 2015.
- Vi har i dag taget endnu et vigtigt skridt på vejen til at transformere Odense til en moderne storby. Inden for ganske kort tid vil vi kunne se et håndgribeligt bevis på, at letbanen kommer til at køre igennem byen. Det ser jeg som et vigtigt signal, der vil være med til at styrke stoltheden over vores by, udtaler Borgmester Anker Boye.
Arbejdet vil blive ledsaget af en grundig kommunikation til berørte borgere i områderne. Den 17. og 18. februar 2015 vil der bliver afholdt borgermøder for beboerne på og omkring Stadionvej og Albanigade. Desuden vil hjemmeside, informationstavler, en ajourført ruteplanner med mere være klar til at håndtere spørgsmål og trafikale udfordringer i forbindelse med arbejdet.
NB! Infrastruktur til 310 mia. og byudvikling. Konferencen afholdes d. 21. maj 2015.
- Letbanen vil løfte Odense, når den står klar, og derfor har jeg glædet mig til, at vi fik taget denne beslutning. Men jeg har sagt det før, og jeg kommer sikkert til at sige det igen – det kommer til at være skidt, før det bliver rigtig godt. Arbejdet tager tid, og det vil give gener undervejs, sagde By- og kulturrådmand Jane Jegind på et pressemøde på Odense Slot i forbindelse med vedtagelsen.
Odenses 14 kilometer lange letbane med 26 stationer, som vil køre fra Tarup til Hjallese Station, skal blandt andet forbinde Odense Banegård med Syddansk Universitetscenter. Odense Letbane koster 2.9 milliarder kr., inklusive en reserve på 30 procent. Staten støtter med 1,1 milliarder kr., Odense Kommune betaler 1,8 milliarder kr., mens Region Syddanmark støtter med 100 millioner kr. Letbanen vil efter planen køre i 2020.