I dag sætter Lars Ismiris sig i direktørstolen i LEA Ejendomspartner. Han kommer med en stærk baggrund indenfor ledelse og digital transformation samt erfaring fra ejendomsbranchen.

Efter 3 måneders søgen er underskriften i hus, og Lars Ismiris har i dag, onsdag den 13. februar 2019, sin første dag i LEA Ejendomspartner.

Han kommer fra en stilling som forretningsdirektør i et datterselskab under Expedia-koncernen, hvor han har arbejdet med forretningsudvikling og digital transformation indenfor både B2B og B2C. Han har desuden tidligere været blandt andet chefkonsulent hos Ernst & Young og undervist i økonomistyring på Copenhagen Business School. Derudover er Lars uddannet cand.merc. og MBA, og har i tillæg til det en uddannelse som ejendomsmægler og valuar samt erfaring fra ejendomsbranchen. Lars Ismiris har derfor den rigtige profil til at drive LEA videre som virksomhed, fortæller Poul Erik Bech.

- Med et ben i ledelse og forretningsudvikling, et i den digitale verden og et i ejendomsbranchen, indeholder Lars Ismiris den rigtige, faglige sammensætning til at drive forretningen fremadrettet. Derudover passer Lars som menneske godt ind i virksomhedens værdier, og jeg glæder mig meget til vores fremtidige samarbejde, fortæller Poul Erik Bech, som selv er bestyrelsesformand for LEA og har fungeret som administrerende direktør i de sidste 3 måneder.

Lars Ismiris fortæller også, at netop værdierne var vigtige for, at han kunne se sig selv i organisationen.

NB! Kontorudvikling: Kontorer i det digitaliserede arbejdsmarked. Konferencen afholdes d. 18. juni 2019.

- Jeg har en stærk kommerciel baggrund, og synes det er spændende at komme ind i LEA, som er en organisation med store styrker, men som også indeholder uforløste forretningsmuligheder. Men for mig har værdierne bag de eksterne linjer også været vigtige; nemlig at hele EDC Poul Erik Bech-koncernen hovedsageligt er ejet af en almennyttig fond, som støtter frivillige, der gør en forskel for børn. Jeg har selv været frivillig leder i blandt andet Ungdommens Røde Kors, så det har talt meget til mig, at arbejde for en virksomhed, som også har et samfundsmæssigt aspekt, siger han.

Om tiden fremadrettet fortæller Lars Ismiris, at han vil arbejde på at knytte LEA endnu tættere til EDC Erhverv Poul Erik Bechs værdikæde.

- Først og fremmest glæder jeg mig til at lære organisationen og de mange medarbejdere at kende. Men jeg kan allerede nu se, at LEA har et rigtig godt fundament, som bliver forstærket af at være en del af EDC Erhverv Poul Erik Bech, hvor vi kan trække på mange forskellige kompetencer. Det samspil vil jeg gerne arbejde på at gøre endnu stærkere, fortæller han.

- Samtidigt vil digital transformation blive et nøgleprojekt fremover. Der er uanede muligheder for at bruge data bedre, og her vil min ambition være at udvikle produkter og processer, som skaber mere værdi for vores kunder, og som gør hverdagen lettere for vores medarbejdere, slutter Lars Ismiris.

I forbindelse med Lars Ismiris’ indtræden som direktør, vil der blive afholdt en reception den 20. marts klokken 14-16, hvor nye såvel som eksisterende forretningsforbindelser kan få lejlighed til at hilse på. Receptionen vil blive afholdt på Kobbervej 8 i Herlev.


Relaterede konferencer

Højhusbyggeri: Krav, løsninger og projekter KURSUS

Finansiering af ejendom - markedssituation og tendens

Træ - det hotte byggemateriale: JYLLAND

Den nye Planlov KURSUS

Erhvervsbyggeri i træ: cases og banebrydende projekter

Ny udbudslov KURSUS

Jylland: Ændring af planloven – strategisk planlægning for bymidter m.v KURSUS

Køb og salg af ejendom - Due Diligence KURSUS

Køge: det store byggeboom frem til 2032

Boligudvikling i København frem til 2030