Den stigende efterspørgsel på seniorboliger får Koncenton ind på markedet for boliger til seniorer. Første seniorejendom skal stå færdig i Albertslund i 2021, og flere projekter er undervejs

Antallet af seniorer stiger, og det samme gør behovet for boliger til dem. Undersøgelser viser, at omkring 80.000 overvejer at flytte i seniorbofællesskab inden for de næste år – men der er langt fra boliger nok. Det får nu ejendomsinvestoren Koncenton ind på markedet for seniorboliger. Første projekt bliver to ejendomme i Albertslund, som skal stå færdig i starten af 2021, fortæller investeringsdirektør i Koncenton Oliver Peters.

- Vi ved fra undersøgelser, at mange seniorer vægter tryghed og fællesskab højt, når de skal vælge boligform i den tredje alder – og derfor har det været vigtigt for os at bygge boliger, der omfatter netop dette. Vores nye ejendomsprojekter giver trygge og smukke rammer om seniorlivet, samtidig med der er rig mulighed for at dyrke fællesskabet i de fælles områder, både ude og inde, siger han.

Overset boligtype med stort potentiale
Koncentons første seniorejendomme opføres i Albertslund og kommer til at bestå af to ejendomme med i alt 82 praktisk indrettede lejligheder på henholdsvis 65 og 85 kvadratmeter. Til den ene ejendom er det nærtliggende forsamlingshus tænkt ind som samlingssted, mens der til den anden ejendom opføres fælleshus og fælles gæsteværelser.

- Ensomhed er et udbredt problem blandt ældre, og her er en seniorbolig en oplagt måde at sikre socialt liv og sammenhold for det ældre ægtepar, men også for senioren, der måske har mistet sin ægtefælle. Samtidig ved vi, at mange ældre ikke længere har behov for parcelhus og have – og en seniorbolig er derfor et godt valg, hvis man både ønsker fællesskab med andre samt mindre plads, siger Oliver Peters.

NB! Seniorboliger og seniorkollektiver - idéer, udvikling og byggeri. Konferencen afholdes d. 8. oktober 2019.

- Vi har at gøre med en overset boligtype med et meget stort potentiale. Det har både de danske pensionskasser og almene boligforeninger fået øjnene op for, men der er brug for flere tiltag på området. Som samfund har vi et ansvar for, at vores mange ældre får det seniorliv, de har brug for. Det vil vi som privat ejendomsinvestor gerne bidrage aktivt til, tilføjer han.

Cirka 8.400 personer er på venteliste
I Danmark er der aktuelt 250-300 senior-bofællesskaber med cirka 7000 boliger. Det er dog langt fra nok. Cirka 8.400 personer er på venteliste til de eksisterende boliger, og Det Nationale Forskningscenter for Velfærd har fundet, at mere end 80.000 seniorer er interesserede i lignende boformer.

For at imødekomme flest muliges ønsker og behov, er Koncentons seniorboliger udarbejdet med inspiration fra nyeste forskning vedrørende ældres boformer. Boligerne er målrettet personer over 55 år eller ældre, og som ikke har hjemmeboende børn. At første ejendom opføres i Herstedvester i Albertslund, er ikke tilfældigt, oplyser Oliver Peters.

- Albertslunds vision om at være en grøn by med fællesskabet i centrum, harmonerer godt med Koncentons ønske om at skabe kvalitetsboliger med fokus på grønne områder, gode lejligheder og plads til fællesskabet. Vi glæder os derfor over at opføre første seniorejendomsprojekt netop her, og senere udvide konceptet til andre byer, siger han.

Aktuelt har 162 skrevet sig på venteliste til de kommende boliger i Albertslund, mens 350 står på interesseliste, oplyser Koncenton.


Relaterede konferencer

Servitutter og lokalplaner KURSUS

Plejeboliger for 25 milliarder kr.

Hvordan vi får mere liv i bykernerne

Boligudvikling i Jylland

Boligudvikling i København frem til 2030

Jylland: Ændring af planloven – strategisk planlægning for bymidter m.v KURSUS

Aarhus under udvikling - fokus på de store projekter

Esbjerg: Byudvikling for 20 mia. kr.

Boligbyggeri i træ: cases og banebrydende projekter

De nye brandkrav, brandcertificering - planlægning og løsninger. KURSUS