Advokater mener, at kommune har udtømt sine muligheder i forhold til at gøre noget ved støj- og vibrationsgener samt i enkelte tilfælde skader på bygninger som følge af byggeaktiviteten i stort byudviklingsområde. Nu har kommunen sendt et brev til boligministeren for at få hjælp.

Køge Kommunes borgmester Marie Stærke har på vegne af byrådet skrevet et brev (PDF) til boligministeren med henblik på at få ham til at give kommunerne bedre muligheder for at regulere gener i forbindelse med bygge- og anlægsarbejder. Flere borgere har følt sig generet af byggeriet af byudviklingsområdet Søndre Havn på Køge Kyst. Kommunen har forsøgt at imødekomme borgerne.

- Vi har arbejdet ud fra de lov- og regelsæt, som vi har at gøre godt med. Vi må som byråd ikke begynde at agere uden for den lovgivning, som vi arbejder med, og det må forvaltningen heller ikke, sagde borgmesteren på et byrådsmøde den 27. august, som forklaring på, at kommunen har valgt at rette henvendelse til boligministeren.

"Kernen i problemet er brugen af pæleramning, hvor lange betonpæle rammes 18-20 meter ned i undergrunden. Det medfører rystelser og vibrationer i nærliggende ejendomme", skriver borgmesteren i brevet. 

"Kommunen har med bistand fra COWI fået udarbejdet en rapport med alternative funderingsmetoder. Konklusionen heri er, at disse findes, men ikke er almindelige på det danske marked. Kommunerne har imidlertid ikke mulighed for at anvise bestemte metoder. Det ville være ønskeligt, hvis en kommune havde hjemmel til at forbyde anvendelsen af bestemte metoder i et område, f.eks. pæleramning", skriver borgmesteren.

NB! Etagebyggeri i træ. Kurset afholdes d. 3. oktober 2019.

"En anden udfordring for kommunerne er, at der ikke findes danske grænseværdier for tilladelige bygningsskadelige vibrationer. Bygherrerne er henvist til at anvende en tysk norm, men kommunerne har ingen mulighed for selv at stille krav. Typisk opererer den tyske norm med 5 mm/s, men for ældre huse bør normen måske kun være 2 eller 3", skriver hun videre.

Der er i sommeren 2019 konstateret et mindre antal overskridelser af entreprenørens handleplan for bygningsvibrationer i forbindelse med pæleramning på byggefelt SH 2-3, hvor HP Byg for Calum opfører 50 ungdomsboliger. Overskridelserne er registreret på 2 ejendomme over flere dage men af meget kort varighed på få minutter for hver hændelse. Forvaltningen har vurderet, at der ikke er grundlag for at standse byggeriet på baggrund af målingerne, da entreprenøren ved overskridelser har fulgt handleplanen og har tilpasset sine arbejdsmetoder, så værdierne nedbringes. Der er (bortset fra en enkelt mindre episode) ikke sket overskridelser af støjgrænserne i forbindelse med arbejder på byggefelt SH 2-3.

Dagbladet Køge har i løbet af sommeren haft et indlæg fra professor Ellen Margrethe Basse om Køge Kommunes mulighed for og pligt til at udstede påbud efter miljøbeskyttelseslovens § 42 for de komfortvibrationsgener, som byggeriet tilsyneladende medfører. Forvaltningen har på den baggrund bedt DLA Piper om en vurdering af muligheden, som omtalt i artiklen. Advokaterne fra DLA Piper vurderer, at forvaltningen ved krav om arbejdstid og støjgrænser har brugt alle mulighederne i miljøbeskyttelsesloven.

Forvaltningen har desuden taget kontakt til det aarhusianske advokatfirma Energi og Miljø for at høre, om de har konkrete brugbare erfaringer med brugen af miljølovens §42. Advokatfirmaet har oplyst, at det har de ikke, bortset fra metrobyggeriet i København, som sagen i Køge ikke kan sammenlignes med. Det aarhusianske advokatfirma er overordnet enig i konklusionerne i DLA Pipers notat.

NB! Konfliktløsning ved byggeprojekter. Kurset afholdes d. 23. januar 2020.

Et særligt nedsatte 4-mandsudvalg har det endvidere været drøftet, om kommunen ved fremtidige bygge- og anlægsarbejder skal benytte sig af Byggelovens § 12A, der indeholder følgende bestemmelse:

”Når jordbundsforholdene eller andre forhold i et område er af en sådan beskaffenhed, at de indebærer en risiko for skade på omliggende bygninger, kan kommunalbestyrelsen beslutte, at der skal kunne stilles særlige krav til bygningernes funderingsmetode i det pågældende område, herunder at bygninger ikke må udføres med kældre, og at der ikke må foretages midlertidige eller permanente sænkninger af grundvandstanden i forbindelse med et byggearbejde.

Kommunalbestyrelsens beslutning efter stk. 1 er bindende for ejere og indehavere af andre rettigheder over de pågældende ejendomme uden hensyn til, hvornår retten er stiftet. Kommunalbestyrelsen giver ejerne meddelelse om beslutningen og lader den tinglyse på ejendommene”. 

Forvaltningens vurdering er, at der ikke i dette område er tale om særlige jordbundsforhold, som vil kunne begrunde, at der fremover ikke må udføres kældre eller gennemføres grundvandssænkning. Der foreligger allerede konkrete erfaringer med byggerier på Køge Kyst-området, som netop har etableret parkeringskældre, og enkelte steder er der også gennemført grundvandssænkninger. Det kan derfor ikke anbefales at iværksætte et større kortlægningsarbejde samt inddrage de mange berørte borgere i en proces med tinglysning af nye særlige restriktioner på deres ejendomme, lyder det fra forvaltningen.


Relaterede konferencer

Køb og salg af ejendom - Due Diligence KURSUS

Finansiering af ejendom - markedssituation og tendens

Boligudvikling i København frem til 2030

Bygningsreglement om etageboligbyggeri KURSUS

Erhvervsbyggeri i træ: cases og banebrydende projekter

Ny udbudslov KURSUS

Sikre entreprenørkontrakter: Håndtering af ekstrakrav KURSUS

Jylland: Ændring af planloven – strategisk planlægning for bymidter m.v KURSUS

Den ødelæggende fugt i byggeriet - forebyggelse og bekæmpelse

Esbjerg: Byudvikling for 20 mia. kr.