Boligudbuddet kravler langsomt men sikkert opad. Det giver en lidt bedre balance mellem købere og sælgere på boligmarkedet. De tocifrede gennemsnitlige årlige prisstigninger på boliger vil dog fortsætte nogle måneder endnu, men vi er forhåbentlig på vej ind i den forlængede spilletid for dette fænomen, siger DI-boligøkonom Bo Sandberg.

Ifølge FinansDanmark steg udbuddet af parcelhuse med 3 procent i juni 2021, mens udbuddet af ejerlejligheder steg 10 procent – begge dele dog fra et meget lavt udgangspunkt.

- Man er nødt til at have is i maven og tålmodighed lidt endnu. Boligudbuddet ændrer sig langsommere end efterspørgslen. Det er der ikke så meget nyt i, det er tværtimod et grundvilkår på boligmarkedet, siger Bo Sandberg.

- Så sommeren over vil vi stadig have ”sælgers marked” og derfor også tocifrede årlige boligprisstigninger lidt endnu. Men formentlig vil vi se lavere boligprisstigninger senest i løbet af 4. kvartal, hvor det også var en stærk og corona-boostet periode på boligmarkedet i 2020, som der sammenlignes med, siger DI-boligøkonomen.

DI hilser debatten om rentefradrag og kapitalbeskatning velkommen:

- Med de nye boligskatter, der er på vej, kan man sige, at der kommer en god løsning for boligbeskatningen i 2024, og den vil givetvis allerede påvirke prisdannelsen i 1-2 år før den træder i kraft, siger Bo Sandberg.

- I perioden frem mod 2024 kan det også komme på tale at skære i rentefradraget. Men det skal tænkes sammen med den øvrige beskatning af kapitalindkomst. DI foreslår en reduktion af det høje rentefradrag fra 33 procent til 25 procent, og at provenuet herfra går til at finansiere indførelsen af en flad kapital- og aktieindkomstskat på maksimalt 30 procent af positiv nettokapitalindkomst, så der kan blive flyttet investeringer fra mursten til produktion og arbejdspladser, siger DI´s skatte- og boligøkonom Bo Sandberg.


Relaterede konferencer

Bygningsreglement om etageboligbyggeri KURSUS

Stormflodssikring af by- og landområder

Boligudvikling i København frem til 2030

Esbjerg: Byudvikling for 20 mia. kr.

Finansiering af ejendom - markedssituation og tendens

Ny udbudslov KURSUS

Den ødelæggende fugt i byggeriet - forebyggelse og bekæmpelse

Boligudvikling i Jylland

Den nye Planlov KURSUS

Højhusbyggeri: Krav, løsninger og projekter KURSUS