5 måneder efter den kendte ejendomsmæglers død blev Jan Fogs villa i september 2015 sat til salg for 34 millioner kr., men nu er den for 2. gang sat ned i pris. Mæglerne mener blandt andet, at indretningen gør villaen svær at sælge.

Jan Fogs 373 kvm store villa fra 1920 blev i september 2015 sat til salg for 34 millioner kr. I april 2016 blev den sat ned til 29,9 millioner kr., og nu er den sat ned til 26,9 millioner kr. af ejendomsmæglerfirmaet Claus Borg & Partner, som overtog Jan Fogs ejendomsmæglerforretning.

Ifølge Claus Borg kan villaens særlige indretning være skyld i, at den endnu ikke er solgt. Han fortæller til BT, at villaen oprindeligt er opført som en tilbygning til nabohuset, der var et gammelt landsted fra 1800-tallet. Det kommer til til udtryk i indretningen, der byder på flere stuer en suite i stedet for selvstændige værelser. Samtidig har nogle trukket følehornene til sig på grund af villaens tidligere ejer.

- De ved godt, at de ender i medierne, når det bliver kendt, at de har købt Jan Fogs villa. Og det har de ikke ønsket, siger Claus Borg til avisen og påpeger, at der er dialog med potentielle købere, der har nogle ønsker omkring forandringer og anvendelser, som de er i dialog med kommunen om.

Ejendomsmægler Helle Skovby fra Klampenborg mener, at den generelle udvikling på boligmarkedet kan være medvirkende årsag til, at villaen endnu ikke er solgt efter en liggetid på 600 dage. Hun peger på, at vores adfærd har ændret sig markant.

- De kunder på 40 eller 50 år, som har råd til at købe sådan en villa som Jan Fogs, vælger i dag at købe i lejligheder i stedet. Ikke kun grundet omkostninger på ejendomsskat og ejendomsværdiskat, som de også kigger på. Men de kigger også på "easy to go – easy to live"-konceptet, hvor de kan lukke deres dør og passe deres golf, deres bridge og deres venner og gå ud og "lege", siger hun til avisen.

Foruden 373 kvm liebhaverbolig i 2 etager, har villaen en udnyttet tagetage og 150 kvm kælder. Villaen er opført i 1920 af arkitekt Axel Maar, som en del af landstedet “Belvedere” og ligger på en 894 kvm skråningsgrund direkte til Øresund med egen badebro og bådophal. Jan Fog købte ejendommen i 1984.

Byens Ejendom afholder den 12. september 2017 konferencen Boligudvikling i København 2017-2027.


Relaterede konferencer

Bygningsreglement om etageboligbyggeri KURSUS

Køge: det store byggeboom frem til 2032

De nye brandkrav, brandcertificering - planlægning og løsninger. KURSUS

Stormflodssikring af by- og landområder

Ungdomsboliger på et modent marked

Den nye Planlov KURSUS

Boligudvikling i København frem til 2030

Esbjerg: Byudvikling for 20 mia. kr.

Jylland: Ændring af planloven – strategisk planlægning for bymidter m.v KURSUS

Logistik og industri - fart på nye muligheder