Der er 50 millioner kr. i forskel mellem landets dyreste og 10. dyreste ejendom. Det viser en opgørelse, som Boliga har lavet.

Landets 10 dyreste ejendomme koster mellem 35 og 85 millioner kr. Det skriver boligsiden Boliga.dk.

Boliga har samlet en liste over landets 10 dyreste ejendomme:

10. 35 millioner kr.
På en 10. plads findes 2 ejendomme, der begge har hjemme nær hovedstaden.

For 35 millioner kr. kan man således blive ejer af et 420 kvm stort palæ med kig til Øresund i Charlottenlund, der traditionelt er blandt landets dyreste områder.

Se ejendommen her

For samme beløb kan man også erhverve de 2 Aqua-stjerner Lene Nystrøms og Søren Rasteds store landejendom i Birkerød, som blandt andet rummer 12 værelser og har tennisbane og hestefolde.

Se ejendommen her

9. 39,5 millioner kr.
Danmarks for øjeblikket niendedyreste hus ligger i liebhaver-forstaden Klampenborg og er tegnet af en af landets mest anerkendte arkitekter, Arne Jacobsen. Huset er 464 kvm stort og har blandt andet hall, opholdsstue og køkken-alrum, mens der også både er tennisbane og egen fredsskov på grunden.

Se ejendommen her

8. 40 millioner kr.
Her får man et 360 kvm stort byhus lige ud til Slotsholmen i Københavns inderste indre. Huset har blandt andet to stuer en suite med udsigt til kanalen og Christiansborg. Og så er 3. salen indrettet som en selvstændig penthouselejlighed.

Se ejendommen her

7. 45 millioner kr.
I første række til Øresund i den attraktive forstad Vedbæk får man her et 659 kvm stort hus med egen tennisbane, badebro og indendørs pool. I huset er kvadratmeterne blandt andet brugt på et master bedroom med påklædnings- og badeværelse, et stort spisekøkken og en wellnessafdeling.

Se ejendommen her

6. 49,475 millioner kr.
Denne ejendom er en af boligmarkedets rigtig sjældne - der er nemlig tale om en søfartsskole med egen bådebro med plads til 18-20 både. Ejendommen ligger ved Svendborg på Fyn direkte ud til Svendborgsund og rummer over 1.800 kvm bolig og 2.200 kvm erhverv.

Se ejendommen her

5. 49,8 millioner kr.
Danmarks for øjeblikket femtedyreste udbudte ejendom er Rosenkilde Gods, der ligger nær Middelfart. Godset er under 10 år gammelt og har et boligareal på 775 kvm. Til ejendommen hører der desuden en hver hesteelskers drøm i form af 115 hestebokse, ridehal og 3 ridebaner.

Der er blandt andet også indrettet et cafeteria, et industrikøkken og 150 kvm kontor på grunden.

Se ejendommen her

4. 53,5 millioner kr.
Denne 335 kvm store bolig og de tilhørende 406.445 kvm grund i Hørsholm er for øjeblikket til salg for mere end 50 millioner kr. For det høje millionbeløb får man også her en ejendom, der lever op til hesteentusiasters krav. Ejendommen har nemlig stalde, udmugningssystem, ridehaller, inseminationsboks og en hal med nummererede siddepladser.

Se ejendommen her

3. 55 millioner kr.
Vil man bo i første række til Øresund midt i Nordsjællands liebhaverhjerte og i en villa, som ejendomsmægleren beskriver som “California-style”, skal der nogle penge til. Huset har nemlig landets for øjeblikket 3. dyreste pris stående på til salg-skiltet.

Villaen er næsten 600 kvm stor og har blandt andet hall, opholdsstue, køkken-alrum og en stor terrasse med opvarmet swimmingpool.

Se ejendommen her

2. 68 millioner kr.
Ejendommen Christianelyst i København-forstaden Lyngby ramte sidste år boligmarkedet med en pris, der var nok til at feje alle villa-konkurrenterne af banen, som årets dyreste udbudte hus.

For de næsten 70 millioner kr. kan nye ejere her få en ejendom med et boligareal på over 600 kvm og en beliggenhed, der foruden Bagsværd Sø - som grunden skråner ud i - også har Statsministerens officielle embedsbolig, Marienborg, på nabolisten.

Se ejendommen her

1. 85 millioner kr.
Helt alene i top - med 17 millioner kr. ned til nærmeste liebhaver-konkurrent - findes denne kæmpestore landejendom, der ligger helt op ad Gribskov i Nordsjælland, oplyser Boliga.dk.

Haregabgaard (se fotoi ved Ivan Eltoft Nielsen) - som ejendommen hedder - er opført i 2002 og har et samlet areal på 720 kvm og blandt andet også en kælder med biograf og vinkælder.

Udendørs er der swimmingpool, udsigt over marker og en 4-længet staldbygning med hestestalde, saddelrum og lounge, der omkranser en overdækket ridebane.

Se ejendommen her


Relaterede konferencer

Bygningsreglement om etageboligbyggeri KURSUS

Esbjerg: Byudvikling for 20 mia. kr.

Ny udbudslov KURSUS

Den ødelæggende fugt i byggeriet - forebyggelse og bekæmpelse

Finansiering af ejendom - markedssituation og tendens

Servitutter og lokalplaner KURSUS

Højhusbyggeri: Krav, løsninger og projekter KURSUS

Jylland: Ændring af planloven – strategisk planlægning for bymidter m.v KURSUS

Boligudvikling i Jylland

Fremtidens betonbyggeri