I disse dage ville Aalborgs borgmester Thomas Kastrup-Larsen (S) sammen med rådmand Hans Henrik Henriksen (S), stadsarkitekt Peder Baltzer Nielsen og kommunaldirektør Christian Roslev have medbragt en række fakta om den aktuelle boligsituation i Aalborg på Mipim 2020.

Alle Aalborgs forberedelser til deltagelsen på Mipim, som er en årligt tilbagevendende bygge- og ejendomsmesse i Cannes med rundt regnet 23.000 deltagere, var klar, da vi i Aalborg fik meddelelsen om, at messen i år er udskudt på grund af voksende bekymringer relateret til coronavirus (Covid-19).

Med i bagagen var der ellers pakket dugfriske tal om udviklingen på boligmarkedet i Aalborg. En udvikling, der i Aalborg Kommune ikke giver anledning til en så udbredt bekymring om tomme boliger i Aalborg, som der fra nogen sider er blevet givet udtryk for i medierne.

- I Aalborg Kommune følger vi boligsituationen nøje, og vores egne tal viser, at der ikke er grund til bekymring over lejligheder, der står tomme. Vi har siden 2011 haft adgang til dugfriske data. Vores data kommer fra LOIS Statistik, som er en database baseret på BBR-, CPR-, CVR-data m.m. Det er tal, som opdateres dagligt. Derfor har vi sammenlignelige data, som kan vise os den helt præcise udvikling fra 2011 og frem til i dag, forklarer rådmand i By- og Landskabsforvaltningen Hans Henrik Henriksen.

Jylland: SENIOR-boliger og seniorkollektiver - ideer, udvikling og byggeri. Konferencen afholdes d. 8. september 2020.

Og hvad viser kommunens tal så? Starter vi helt oppe i helikopteren og kaster et blik på beboelsesstatus for den samlede boligmasse i Aalborg Kommune i perioden 2011 til i dag, så viser udviklingen, at 95,73 procent af boligmassen var beboet i 2011, mens tallet i dag ligger på 95,24 procent af kommunens samlede boligmasse, det vil sige en udvikling på 0,49 procentpoint over 9 år.

Udviklingen viser en jævn og balanceret fordeling i antallet af beboede og tomme boliger. De tomme boliger består dels af boliger, der ikke har været beboet i minimum 90 dage, og dels boliger, som aldrig har været benyttet. Det eksakte antal tomme boliger i Aalborg Kommune ligger dags dato på 5.556.

Ses der isoleret på udviklingen i antallet af tomme lejligheder i perioden fra 2011 til i dag, er det det samme overordnede billede, der gør sig gældende. I 2011 var 94,75% procent af lejlighederne i Aalborg Kommune beboede, mens tallet i dag ligger på 94,16 procent af lejlighederne. Der har med andre ord altid været 4-5 procent tomme lejligheder.

Zoomer man ind på Aalborg by viser tallene, at der dags dato findes 3.086 tomme lejligheder i Aalborg by, mens der i 2011 var 2.173 tomme lejligheder. Der er således en stigning i antallet af tomme lejligheder i Aalborg by på 913 over en 9-årig periode.

Jylland: Skat og moms for projekter og ejendom - nye regler og afgørelser. Kurset afholdes d. 29. september 2020.

Lejligheder er den boligtypologi, som der er opført flest af i kommunen fra 2011 til i dag. Udviklingen af nye lejligheder har betydet, at der i øjeblikket ses en stigning i antallet af tomme lejligheder. Lejlighederne er ifølge Aalborg Kommune den boligtypologi, der er mest efterspurgt i befolkningen. Derfor forventes de tomme lejligheder at blive beboet i takt med kommunes fortsatte befolkningstilvækst og befolkningens flyttemønstre og boligpræferencer.

Og netop befolkningstilvæksten er - sammen med den fortsatte urbanisering - en afgørende indikator for borgmester Thomas Kastrup-Larsen.

- De seneste 10 år har der været en tilvækst i befolkningen på 21.000, og vi forventer også en kraftig tilvækst i de kommende år. Samtidig indikerer flere undersøgelser, at den demografiske udvikling fra land mod by fortsætter på globalt, nationalt og lokalt plan i Aalborg Kommune, så også det faktum stiller krav til os om, at vi skal sikre, at der er balance mellem befolkningstilvæksten og udviklingen af nye boliger, siger borgmesteren.

Historisk set er der i Aalborg Kommune fra 2011 - 2020 sket en udvikling i antallet af boliger, som matcher stigningen i udviklingen i kommunens indbyggertal. I perioden er der således opført cirka 13.000 boliger i kommunen, mens indbyggertallet er steget med 18.284 personer.

Jylland: Køb og salg af ejendom - Due Diligence. Kurset afholdes d. 20. oktober 2020.

Ser vi nærmere på de tomme lejligheder fremgår det, at de primært findes i den ældre boligmasse og særligt i lejligheder opført inden 1939. Samtidig ses det, at tomgang i lejligheder af nyere opførelsesår i højere grad skyldes, at de aldrig har været benyttet. Blandt forklaringerne til "de aldrig benyttede nyopførte lejligheder" er, at de har haft meget kort tid til at blive beboet og absorberet i boligmarkedet sammenholdt med tidligere opførte lejligheder.

De tomme lejligheder fordeler sig endvidere i en overvægt af tomme private lejelejligheder, efterfulgt af næstflest tomme ejerlejligheder, en mindre andel tomme almene lejelejligheder og ganske få tomme lejligheder, der er andelsboliger.

- Der er ikke noget overraskende eller usædvanligt i tallene. Aalborg er inde i en meget positiv udvikling, som til stadighed gør byen mere attraktiv. Og set i det lys, er det utrolig vigtigt, at vi har et varieret boligudbud - både til kommunens tilflyttere, men også til dem, der allerede bor her. Der er bygget mange nye boliger i Aalborg de seneste år, og erfaringen viser os, at det tager noget tid, før nye boliger absorberes i boligmassen. Der er derfor intet usædvanligt i, at nyopførte boliger står tomme i en periode, siger rådmand Hans Henrik Henriksen.

Jylland: Planlov og lokalplaner - nye ændringer og muligheder. Kurset afholdes d. 28. oktober 2020.

Og rådmanden suppleres af stadsarkitekt Peder Baltzer Nielsen.

- Vi kigger og handler på de boligtendenser, som vi ser. Gennem en årrække har vores fokus været på at opføre ungdomsboliger, men nu vender vi blikket mod andre boformer. For vi kigger ind i boformer og boligmønster, som er under forandring i de kommende år, og det skal vi matche. Jeg har tidligere sagt, at vi har givet den gas - nu skal vi raffinere. Og vi kan se, at den rette beliggenhed, gode omgivelser og byrum og den rette bolig til en fornuftig pris kan lejes ud, siger stadsarkitekten.

FAKTABOKS - sådan bor vi idag:

De 3 mest udbredte boligtypologier i Aalborg Kommune i dag er henholdsvis lejligheder som 46 procent af kommunens borgere er bosatte i, 33 procent bor i parcelhuse og 13 procent bor i rækkehuse.


Relaterede konferencer

Hvordan vi får mere liv i bykernerne

Erhvervsbyggeri i træ: cases og banebrydende projekter

Esbjerg: Byudvikling for 20 mia. kr.

Certificeringsordninger - udbredelse og betydning

Ny udbudslov KURSUS

Køb og salg af ejendom - Due Diligence KURSUS

Aarhus under udvikling - fokus på de store projekter

Den nye Planlov KURSUS

Højhusbyggeri: Krav, løsninger og projekter KURSUS

De nye brandkrav, brandcertificering - planlægning og løsninger. KURSUS