Torsdag den 11. december 2014 blev byggestarten på skybrudssikringen ved Sankt Annæ Plads markeret. Selve arbejdet sættes i gang i januar 2015 og afsluttes i maj 2016. Der indgås aftale med entreprenør den 18. december 2014.

Sankt Annæ Plads bliver grønnere med smallere kørebaner og bredere midterareal, og fortovene får promenadebredde med plads til udeservering og trærækken forlænges helt ned til Kvæsthusmolen. Smalle kørebaner på hver side af pladsen skal give sikker trafik og lav fart.

- Fremover skal parken strække sig hele vejen ned til Skuespilhuset og kanalen, og det er jeg glad for, for det kan betyde et område, der bliver mere grønt og mere brugt. Noget, der skaber mere fællesskab og liv i byens rum. En park, der bedre kan bruges af teatergæster til Skuespilhuset eller til sommerdovne københavnere og turister, der har brug for at kigge på noget grønt og noget blåt.  Vi kalder det en skybrudsløsning, men kernen i løsningen er, at det er et område, der skal bruges af mennesker, sagde teknik- og miljøborgmester Morten Kabell.

NB! Midlertidige anvendelser - idé, eksekvering og god økonomi. Konferencen afholdes d. 21. april 2015.

Sankt Annæ Projektet er et af de første af mere end 300 skybrudssikringsprojekter der skal gennemføres i København i løbet af de kommende 20 år. Formålet med projektet er at mindske problemerne med oversvømmelse i området omkring Sankt Annæ Plads. Skybrudssikringen er en del af en samlet fornyelse af området, som også skal forbedre byliv, arkitektur, trafik og parkering.

Sankt Annæ Projektet udvikles og finansieres af Realdania, Københavns Kommune og HOFOR sammen med en række private donorer. Sankt Annæ Selskabet er bygherre for det kommende anlægsarbejde i Sankt Annæ Projektet. Sankt Annæ Selskabet hører under Kvæsthusselskabet, som igen er et datterselskab til Realdania By.

- Det projekt, vi sætter i gang i dag, er et godt eksempel på, hvordan vi i Realdania allerhelst vil udvikle byer. Man kunne kalde det en ”2 i 1”-løsning: At skabe et smukkere og mere levende byrum fyldt med aktivitet og mennesker – samtidig med at vi forsøger at løse en aktuel klimaudfordring. Det er i Realdanias optik et godt fundament for at skabe livskvalitet for byens borgere og besøgende. Det er det, vi arbejder på her på Sankt Annæ Plads – og det er en del af Realdanias overordnede strategi. Vores mål er at skabe mangfoldige, oplevelsesrige og robuste byer for mennesker. Det er mit håb, at Sankt Annæ Plads vil være med til at gøre København til sådan en by, sagde administrerende direktør i Realdania, Jesper Nygård.

For at sikre sammenhængen i planlægningen i området har Lundgaard & Tranberg Arkitekter, der tegnede Skuespilhuset, og er totalrådgivere på Kvæsthuspladsen og parkeringsanlægget, stået for det overordnede greb ved udformningen af Sankt Annæ Området.

Schønherr Landskabsarkitekter har designet det landskabs- og bylivsmæssige helhedsgreb og er totalrådgivere på Sankt Annæ Projektets projektering og anlæg. Rambøll er ingeniørrådgivere på projektet, mens Cowi er bygherrerådgivere med fokus på ”det grønne” og skybrudssikringen. Emcon er bygherrerådgivere på det samlede projekt, og Børthy og Schriver er byggeledere på projektet.


Relaterede konferencer

Aarhus under udvikling - fokus på de store projekter

Jylland: Ændring af planloven – strategisk planlægning for bymidter m.v KURSUS

Bygningsreglement om etageboligbyggeri KURSUS

Køge: det store byggeboom frem til 2032

Den nye Planlov KURSUS

Esbjerg: Byudvikling for 20 mia. kr.

Stormflodssikring af by- og landområder

Boligudvikling i Jylland

Plejeboliger for 25 milliarder kr.

Boligbyggeri i træ: cases og banebrydende projekter