I 2021 begynder byggeriet af Lynetteholm og allerede i 2022 begynder jordopfyldningen. Der anlægges i 2021 en vej øst om boligbyggeriet Margreteholm på Refshaleøen og lystbådehavnen flyttes til Prøvestenen.

Planerne er:

På Refshaleøen bliver der anlagt en modtageplads for jord med kontorbygning til administration, garager og værksteder til maskiner samt en vejestation til registrering af den tilkørte jord.

Den nuværende adgangsvej via Refshalevej vurderes at være utilstrækkelig og vanskelig at udvide. Der kan derfor være behov for at etablere en ny adgangsvej til modtagepladsen på Refshaleøen via Forlandet og øst om boligbebyggelsen ved Margreteholm via Kraftværkshalvøen og på tværs af Margretheholm Havn til Refshaleøen.

Anlæg af en ny adgangsvej på tværs af Margretheholm Havn vil betyde, at lystbådehavnens aktiviteter skal flyttes, for eksempel til en nyindrettet lystbådehavn ved Prøvestenen. 

Når øen er færdiggjort, vil konstruktionerne langs afgrænsningen blive integreret i kystlinjen til de kommende byområder. Konstruktionerne udformes på en sådan måde, at de kan indgå i fremtidig bymæssig brug af området.

Den fremtidige udformning af kanterne kan variere fra strande og selvgroet kystlandskab og brygger til kajkanter for anløb af skibe ved det dybe vand. 

På Lynetteholms østlige kant ud mod Øresund, er det intentionen, at der med tiden dannes et nyt kystlandskab, som i sammenhæng med øens terrænhøjde vil medvirke til klimasikringen a København.

Anlægsarbejderne med at etablere Lynetteholm forventes sat i gang i løbet af 2021 og løbe indtil 2024. I den periode bliver øens afgrænsning konstrueret og der bliver gjort klar til at modtage jord. 

Da Københavns Kommunes restkapacitet til modtagelse af forurenet jord er begrænset, forventes en del af konstruktionen klargjort til modtagelse af jord i løbet af 2022.   

Der er 4 formål med Lynetteholm:

* Klimasikring. Lynetteholm vil være et væsentligt element i klimasikringen af København og sikrer mod stormflod fra nord.

*  Behov for deponering af jord. Lynetteholm etableres med overskudsjord og håndterer dermed Københavns Kommunes forestående udfordring med anvisning af plads til deponering af såvel ren som forurenet jord.

* Areal til byudvikling. Lynetteholm mindsker presset på eksisterende by i forhold til befolkningsudvikling, prisstigninger og fortætning.

* Udbygning af og bidrag til infrastruktur. Indtægterne fra byudviklingen af Lynetteholm vil kunne bidrage til at finansiere overordnet kollektiv infrastruktur med henblik på metrobetjening af området og etableringen af Østlig Ringvej.

Den offentlige bygherre By & Havn har siden aftalen arbejdet med udformningen af Lynetteholm.

Anlæg af Lynetteholm kræver:

* Konstruktion af øens afgrænsning

* Opfyldning af området med forurenet og ren jord

Der skal til konstruktion af Lynetteholms afgrænsning anvendes en stor mængde sand, der forventes indvundet fra Kriegers Flak, et havområde på søterritoriet i Østersøen. 

Miljøstyrelsen har nu igangsat en høring om påvirkningerne ved at anlægge og drive selve Lynetteholm som ny landindvinding og jorddepot.

Den fremtidige etablering af Lynetteholms infrastruktur med vejforbindelser og metro samt selve byudviklingen vil blive behandlet i separate forundersøgelser og miljøvurderinger på et senere tidspunkt, når disse dele er mere konkrete. 

Etablering af en eventuel fremtidig sluseport ved Nordhavn indgår heller ikke i Miljøstyrelsens aktuelle undersøgelse.   

Projektet

Lynetteholm etableres som et 2,8 millioner kvm  opfyld øst for Trekroner Søfort mellem Nordhavn og Refshaleøen.  Lynetteholm er afgrænset af et indre og et ydre cirkelslag, der indpasser opfyldet i indsejlingen til København og skaber et nyt stort havnerum omkring event-øen Trekroner.

Lynetteholm skal fyldes op med jord fra bl.a. metroen og andre anlægsprojekter i hovedstadsområdet, som alle producerer store mængder overskudsjord. Hvor lang tid det tager at opfylde Lynetteholm er derfor afhængig af omfanget af bygge- og anlægsprojekter i København de næste mange år. Erfaringer fra en tilsvarende opfyldning i Nordhavn viser en tidshorisont på 30-40 år.

By & Havn forventer, at opfyldningen med jord kan starte omkring 2023. Efter 10 år forventer man at kunne gå i gang med byudvikling af dele af Lynetteholm, samtidig med at der fortsat sker opfyldning i en årrække. 

Yderligere information kan findes på www.byoghavn.dk/lynetteholm.

Kommentarer til miljøundersøgelsen, VVM, skal sendes senest den 8. november til Miljøstyrelsen, mst@mst.dk, mærket Miljøkonsekvensrapport for Lynetteholm, j.nr. MST-1274-00164.

 


Relaterede konferencer

Servitutter og lokalplaner KURSUS

Esbjerg: Byudvikling for 20 mia. kr.

De nye brandkrav, brandcertificering - planlægning og løsninger. KURSUS

Erhvervsbyggeri i træ: cases og banebrydende projekter

Højhusbyggeri: Krav, løsninger og projekter KURSUS

Plejeboliger for 25 milliarder kr.

Jylland: Ændring af planloven – strategisk planlægning for bymidter m.v KURSUS

Den nye Planlov KURSUS

Ny udbudslov KURSUS

Certificeringsordninger - udbredelse og betydning