Det 77.000 kvm store byggeri med 600 boliger og erhverv ligger ud til Manhattans Hudson River Park med udsigt til Hudson floden på West 57th Street. "Gårdskraberen" kombinerer højden af Manhattans skyskrabere med den københavnske gårdhavebygning.

Durst Organization hyrede i  foråret 2010 BIG til opgaven, som skulle introducere en helt ny bygningstypologi i New York, og byggeriet blev påbegyndt i 2011. De første beboere flyttede ind i maj 2016 og med afslutningen af de i alt 32 etager, er de resterende boliger nu indflytningsklar. VIΛ har allerede modtaget adskillige internationale priser, senest The Council on Tall Buildings and Urban Habitat (CTBUH)’s udnævnelse af VIΛ som det bedste højhus i Nord- og Sydamerika i 2016.

VIΛ er en hybrid mellem den europæiske karré og det traditionelle højhus på Manhattan. Huset kombinerer fordelene fra begge: kompaktheden og effektiviteten af en boligblok, som skaber en følelse af intimitet og tryghed – med en høj bebyggelsesprocent og udsigten fra en skyskraber. Formen er skabt ved at sænke 3 hjørner af bygningen og løfte det nordøstlige hjørne gradvist op i 137 meters højde. Gårdhaven åbner sig med udsigt mod Hudson floden, eftermiddagssolen fra vest lukkes ind og udsigten fra det nærliggende Helena Tower forbliver ugeneret.

NB! Højhusbyggeri i København. Konferencen afholdes d. 23. februar 2017.

- De mest interessante urbane tendenser i New York i de senere årtier kommer i form af natur og offentlige byrum som indtager de postindustrielle lommer rundt omkring i byen – bilfrie zoner på Broadway & Times Square, flere cykelstier, High Line og forvandlingen af industrielle havneområder til grønne parker er alle eksempler på urbane oaser som øger livskvaliteten for newyorkerne. Hvor Hudson River Park slutter på Manhattans vestside, lukker Gårdskraberen VIΛ den grønne park ind i bygningen og fortsætter den grønne udvikling af byen helt ind i det private boligbyggeri. Den unikke kombination af 2 gensidigt udelukkende typologier, gårdhavebygningen og skyskraberen, skaber en uventet hybrid som præger Manhattans skyline og slår fast at man ikke behøver at vælge en frem for en anden, men kan få det bedste fra begge verdener, siger Bjarke Ingels, stifter og partner, BIG.

VIΛ fremstår forskellig alt efter hvor man står. Fra motorvejen på bygningens vestvendte side, syner den som en pyramide, mens den fra øst forvandles til et slankt tårn. I hjertet af bygningen, kan beboerne nyde godt af en Central Park inspireret gårdhave, som har fået sine dimensioner efter den ikoniske park, bare 13.000 gange mindre. Gårdhaven er designet af den amerikanske landskabsarkitekt Starr Whitehouse og er beplantet med mere end 80 store træer og 47 forskellige plantetyper. Haven er synlig fra gaden og virker som en visuel forlængelse af Hudson River Park.

Bygningens skrånende tag er synligt fra gadeplan og består af en simpel overflade med terrasser som hver især er sydvendte. Hver lejlighed har udsigt mod vandet eller balkoner, som opfordrer til interaktion mellem beboerne og forbipasserende. Indenfor, vil beboerne også møde hinanden ved at benytte sig af husets mange rekreative og sociale tilbud, herunder basket ball, golfsimulator, fitness med tilhørende pool, poker og billardrum.

Interiøret i VIA er baseret på ideen om "Scandimerican" design – hvor klassiske skandinaviske designprincipper møder amerikanske byggematerialer. Lyst træ er et gennemgående materiale i både lobbyen og lejlighederne, mens badeværelserne fremstår enkle med hvide porcelænsfliser på vægge og gulve.

NB! Jylland: Højhusbyggeri - fordele og udfordringer. Konferencen afholdes d. 20. april 2017.

Som det ultimative møde mellem dansk design og amerikansk komfort, har BIG og Kibisi designet signaturstolen VIA57 til VIΛs mange fælleslokaler og lounges. Stolens form er inspireret af bygningens pyramideform. Beboerne og designelskere over hele verden kan købe stolen i løssalg og dermed få et stykke af Manhattans skyline ind i stuen.

BIG åbnede kontor i New York i 2011 for at overse byggeriet af VIΛ og har i dag 350 arkitekter fordelt på kontorerne i København, New York og London. Afdelingen i New York arbejder blandt andet på det nye 2 World Trade Center ved 9/11 Memorial, Dryline, som skal beskytte Lower Manhattan mod oversvømmelser i fremtiden, samt Googles nye hovedkontor i Mountain View udenfor San Francisco.


Relaterede konferencer

Ungdomsboliger på et modent marked

Jylland: Ændring af planloven – strategisk planlægning for bymidter m.v KURSUS

Boligbyggeri i træ: cases og banebrydende projekter

Servitutter og lokalplaner KURSUS

Bygningsreglement om etageboligbyggeri KURSUS

Logistik og industri - fart på nye muligheder

Køb og salg af ejendom - Due Diligence KURSUS

Den ødelæggende fugt i byggeriet - forebyggelse og bekæmpelse

Erhvervsbyggeri i træ: cases og banebrydende projekter

Hvordan vi får mere liv i bykernerne