En ny analyse af de første 2016-regnskaber fra de danske detailvirksomheder viser en fortsat fremgang i virksomhedernes resultater før skat. 87 procent af alle handler i dag foregår i en fysisk butik og 13 procent i en netbutik.

En ny analyse af de første 2016-regnskaber fra de danske detailvirksomheder viser en fortsat fremgang i virksomhedernes resultater før skat. Bag analysen står Spar Nord, der på baggrund af data fra erhvervsdatabasen Proff.dk har analyseret udviklingen i de 2.552 regnskaber, som landets detailvirksomheder indtil videre har afleveret til Erhvervsstyrelsen i år, og som alle rummer mindst 5 års historik fra virksomhedens drift.

- Vi har nu fået 48 procent af 2016-regnskaberne fra detailsektoren ind og kan begynde at konkludere på, hvordan virksomhederne har klaret sig. Vi kan på den baggrund konstatere, at knap 2/3 af detailvirksomhederne nu har overskud på bundlinjen, så den moderat positive tendens fra de foregående år fortsætter, givetvis blandt andet båret af, at 86 procent af danskerne stadig foretrækker at købe deres varer i lokale butikker, siger kommunikationschef Kristoffer Apollo fra Eniro Danmark, der står bag Proff.dk.

65,91 procent af de analyserede virksomheder leverer sorte tal på bundlinjen i 2016. Det er omkring 1 procentpoint højere end året før og den højeste andel i perioden fra 2012 til 2016.

NB! Butiksmarkedet i Aalborg 2018-2028. Konferencen afholdes d. 18. januar 2018.

Andelen af de 2.552 virksomheder, der formåede at øge indtjeningen sidste år, er derimod faldet fra 55,37 procent i 2015 til 52,31 procent i 2016, hvilket er på niveau med andelen i 2014. Knap 56 procent af virksomhederne har haft fremgang i egenkapitalen, hvilket er samme andel som i 2015.

Fremgangen i danskernes privatforbrug er moderat
Ifølge Danmarks Statistik steg de private forbrugsudgifter med 1,9 procent – drevet af en fremgang i bilsalget på 4,5 procent – men kun 1,5 procent i ”andre varer”. Alligevel betegner cheføkonom i Spar Nord, Jens Nyholm, 2016 som et relativt godt år for detailsektoren målt på sektornøgletal.

- 2016 var et relativt godt år til trods for udfordringer fra blandt andet stigende nethandel. Underliggende ser udviklingen i det danske forbrug relativt positiv ud, både i den faktiske udvikling i de seneste 2 år og i udsigterne for de kommende år. For andet år i træk steg det danske forbrug i 2016 med omkring 2 procent og samlet har niveauet for privatforbruget igennem hele 2016 ligget over toppen fra 2. kvartal 2008, siger Jens Nyholm.

Men han erkender også, at detailbranchen er udfordret - især af danskernes tendens til i stigende grad at købe varer online på udenlandske webportaler. Jens Nyholm forventer derfor ikke, at 2017 vil overraske positivt, men vil lægge sig i slipstrømmen af 5 år med moderat fremgang i det danske forbrug.

NB! Erhvervslejeloven og butikker. KURSUS. Kurset afholdes d. 21. juni 2017.

- Til trods for stigende beskæftigelse og realløn, rekordhøje indlån, rekordlave renter og stigende boligpriser er der ikke meget, der ud fra de seneste års statistik tyder på et forbrugsboom. Målt på den danske forbrugertillid er de danske forbrugere ganske vist relativt fortrøstningsfulde. Men det ændrer ikke på, at detailsalget i Danmark ovenpå 6 års tilbagegang mellem 2008 og 2013 kun har oplevet en marginal fremgang på 0,4-1,3 procent om året de seneste 3 år, siger Spar Nords cheføkonom.

- Ser vi fremad på de næste 1-2 års omsætningsudvikling i de danske butikker, så er det muligt, at husholdningerne efter at have brugt et stigende rådighedsbeløb de seneste år på blandt andet køb af ny bil holder lidt igen på den front. Med forventet fortsat fremgang i beskæftigelse og realløn vil det kunne give plads til mere fremgang i detailhandlen, uddyber han.

Dansk Detail: Fortsat masser af plads til fysiske butikker
Hos Dansk Detail er direktør Jens Birkeholm enig i Jens Nyholms konklusioner.

- 2016-regnskabstallene fortæller os, at detailhandlen fortsat er udfordret, men på vej i den rigtige retning. Butikkerne selv forventer en moderat vækst i 2017 med en fremgang på 1-1,5 procent i omsætningen. Selvom nethandlen i udenlandske netbutikker fortsat er en stor udfordring for specialdetailhandlen, så er det vigtigt at bemærke, at 87 procent af alle handler i dag foregår i en fysisk butik og 13 procent i en netbutik. Altså er der fortsat masser af plads til de fysiske butikker, siger Jens Birkeholm.

Foreningen for Dansk Internet Handel (FDIH): Fokus på udenlandske konkurrenter
Direktør Niels Ralund fra internethandlens interesseorganisation, FDIH, ser knapt så positivt på udviklingen. FDIH laver månedlige spørgeundersøgelser blandt forbrugerne vedrørende deres forbrugsadfærd og sammenholder det med de samlede tal for danskernes brug af betalingskort. På den baggrund kan det konstateres, at danskernes lyst til onlinehandel er i kraftig vækst disse år – og den største vækst er set i udenlandske netbutikker, hvor forbruget er næsten fordoblet siden 2013.

- Fremgangen i den danske detailhandel i butikkerne og online kunne have været større, hvis forbrugerne ikke lagde så mange penge i udenlandske netbutikker – alene i 2016 omkring 32 milliarder kr. Vi kan ikke fjerne den digitale grænsehandel, men vi skal huske på, at den største konkurrent til den danske detailhandel, uanset salgskanal, kommer fra udlandet. Det handler ikke om fordelingen mellem online og offline-handel, da 7 ud af 10 danske kædebutikker sælger via nettet. Det handler om at fastholde de danske kunder i danske butikker og få gang i salget online til flere af EU’s over 300 millioner forbrugere på nettet, siger Niels Ralund.


Relaterede konferencer

Plejeboliger for 25 milliarder kr.

Højhusbyggeri: Krav, løsninger og projekter KURSUS

Esbjerg: Byudvikling for 20 mia. kr.

Hvordan vi får mere liv i bykernerne