Københavns Politi har ved en koordineret aktion anholdt 4 personer, mens 8 adresser blev ransaget den 25. juni. De 4 er sigtet i en sag om bestikkelse i forbindelse med PFAs byggeprojekt i Nordhavnen til 2,6 milliarder.

Efter flere ugers efterforskning slog Københavns Politis afdeling for økonomisk kriminalitet torsdag morgen til mod flere adresser i hovedstadsområdet.

Sagen omhandler bestikkelse i den private sektor (såkaldt returkommission). Ved aktionen blev der anholdt 4 personer, der nu er sigtet og mistænkt i sagen. De anholdte er mellem 47 og 61 år, og der er tale om 2 nuværende direktører, 1 tidligere direktør samt 1 advokat.

I forbindelse med aktionen blev 8 adresser i hovedstadsområdet ransaget, deriblandt flere advokatkontorer.

De anholdte forventes løsladt efter endt afhøring hos Københavns Politi.

De er sigtet for at have overtrådt Straffelovens paragraf 299, stk. 2, der omhandler bestikkelse:

- Med bøde eller fængsel indtil 4 år straffes den, som ved varetagelse af en andens formueanliggender for sig selv eller andre på pligtstridig måde modtager, fordrer eller lader sig tilsige gave eller anden fordel, såvel som den, der yder, lover eller tilbyder en sådan gave eller anden fordel.

Baggrund

PFA havde i 2019 hyret V2C som bygherrerådgiver på det 55.000 kvm store projekt på Redmolen i Nordhavn. Men ifølge PFA så indgik V2C og WR Entreprise en skriftlig aftale om at V2C ville få 6 millioner kr, hvis de pegede på WR Entreprise som entreprenør. 

Også Pihl & Søn blev bedt om at betale returkommision, men valgte at gå til PFA med sine oplysninger. 

Redmolen-byggeriet

PFA Ejendomme og Pihl & Søn indgik i maj 2020 entrepriseaftale om den cirkulære, kontorbygning på spidsen af Redmolen. Det er Vilhelm Lauritzen Arkitekter og Cobe og Tredje Natur, der har tegnet den cirkulære bygning og udendørsarealerne yderst på Redmolen, mens Rambøll er rådgivende ingeniør.

Den cirkulære bygning udgør 26.000 kvm og 5.400 kvm kælder. Kontorbygningen bliver ligesom de øvrige bygninger på Redmolen bæredygtighedscertificeret med DGNB Guld.

Bygningen forventes at stå klar til indflytning i 2023 og vil have plads til mere end 20 lejere med lejemål fra 700 kvm og opefter.

Pihl samarbejder om opgaven gennem Pihlkonsortiet bestående af virksomhederne Pihl & Søn, LM Byg og M.J. Eriksson.

Funderingsarbejdet er her i juni 2020 gået i gang.

 


Relaterede konferencer

Erhvervsbyggeri i træ: cases og banebrydende projekter

Plejeboliger for 25 milliarder kr.

Servitutter og lokalplaner KURSUS

Køb og salg af ejendom - Due Diligence KURSUS

Stormflodssikring af by- og landområder

Boligudvikling i Jylland

Træ - det hotte byggemateriale: JYLLAND

Boligudvikling i København frem til 2030

Ungdomsboliger på et modent marked

Fremtidens betonbyggeri