Teknik- og Miljøudvalget nedstemte det 280 meter høje H.C. Andersen Tårn, selvom det levede op til et krav om sikkerhed for samtidighed mellem ibrugtagning af byggeriet og ibrugtagning af Nordhavnstunnelen. Udvikler giver ikke op.

På et møde i Økonomiudvalgets møde den 23. oktober 2019 videreførte Socialdemokratiet, Radikale Venstre, SF og Det Konservative Folkeparti deres protokolbemærkning fra Teknik- og Miljøudvalgets møde den 1. oktober 2018, hvori det lød ”Partierne forventer, at der forud for igangsættelse af lokalplanarbejdet er sikkerhed for samtidighed mellem ibrugtagning af byggeriet og ibrugtagning af Nordhavnstunnelen.”

Den sikkerhed var på plads, men ikke desto mindre blev projektet den 13. marts afvist af medlemmerne i Teknik- og Miljøudvalget fra Socialdemokratiet, Radikale Venstre, SF, Enhedslisten og Alternativet.

-Det er skuffende og overraskende efter en så langvarig sagsbehandling og indgåelse af betinget grundkøbsaftale med kommunens eget udviklingsselskab By & Havn, at projektet pludselig afvises, udtaler Kurt Immanuel Pedersen, administrerende direktør for HCAAT-projektet.

- Det er mærkværdigt, når afvisningen sker med den begrundelse, at flertallet i udvalget ikke har tillid til, at kommunens eget udviklingsselskab By & Havn vil håndhæve den privatretlige aftale med HCAAT, som skal sikre, at ibrugtagningen af HCAAT-projektet først sker efter åbningen af Nordhavnstunnellen i 2027, siger han videre.

HCAAT indgik i slutningen af 2018 en betinget grundkøbsaftale med By & Havn vedrørende etablering af projektet.

NB! Planloven med fokus på lokalplaner og nyeste ændringer. Konferencen afholdes d. 26. november 2019.

- Vi indgik i december en betinget grundkøbsaftale med By & Havn med en klausul om ibrugtagningstidspunktet, netop efter anvisning fra et flertal i Teknik- og miljøudvalget, som nu pludselig efter 5 måneder forkastes af udvalget efter indstilling fra forvaltningen, udtaler Kurt Immanuel Pedersen.

- Vi vil nu drøfte med politikerne, om der er andre muligheder for, at aftalen med By & Havn kan opretholdes, og planprocessen igangsættes, men det ser unægtelig svært ud, udtaler Kurt Immanuel Pedersen.

- Grundkøbsaftalen har en frist den 1. juni, hvor der skal være truffet en politisk afgørelse om at igangsætte planprocessen, som har baggrund i den privatretlige aftale, påpeger han.

Kurt Immanuel Pedersen slår fast, at man er klar til at kigge på alternative løsninger, der kan bringe projektet tilbage på sporet.

- Vi har ikke lagt os endelig fast på, at det skulle være 280 meter. Vi har sagt op til 280 meter, og så har vi udarbejdet et udkast til konkurrenceprogram i samarbejde med By & Havn, hvor vi kan igangsætte tegningen af 3 forskellige skitseprojekter med forskellige højder på H.C. Andersen Tårnet, siger Kurt Immanuel Pedersen.

- Vi har ikke været ultimative i kravet om 280 meter. Hvis de siger: Du må tegne et H.C. Andersen Tårn på 180 eller 200 meter, så kigger vi på det, siger han.

De kommende 3 forskellige skitseforslag ville blive forelagt et dommerpanel. Kravene til skitserne var, at de alle indeholdt det samme bruttoetageareal på 155.250 kvm plus parkering og kælder på 39.000 kvm på en grund på 103.500 kvm.


Relaterede konferencer

Certificeringsordninger - udbredelse og betydning

Fremtidens betonbyggeri

Sikre entreprenørkontrakter: Håndtering af ekstrakrav KURSUS

Plejeboliger for 25 milliarder kr.

Logistik og industri - fart på nye muligheder

Aalborgs massive udviklingsprojekter

Servitutter og lokalplaner KURSUS

Boligbyggeri i træ: cases og banebrydende projekter

Boligudvikling i Jylland

Ny udbudslov KURSUS