Lille vestjysk kommune havde i 2018 omkring 4,5 millioner kommercielle overnatninger. Nyt museum har skabt yderligere boom i turismen, og behovet for nye sommerhuse er markant.

I 2017 overgik Varde Kommune sammen med Ringkøbing-Skjern Kommune med tilsammen 7,9 millioner turistovernatninger Københavns Kommune, der havde 7,6 millioner turistovernatninger samme år.

Alene Varde Kommune havde knap 4,3 millioner overnatninger i 2017, og i 2018 var tallet steget til 4,5 millioner overnatninger, hvilket gør kommunen til Danmarks næststørste turistkommune. Væksten i overnatninger kan primært tilskrives vækst i antallet af kommercielle sommerhusovernatninger.

I december 2018 fik kommunen tilladelse til at udlægge et kystnært område ved Henneby til 99 sommerhuse, og den 5. november 2019 skulle byrådet i Varde Kommune tage stilling til, at man skal ansøge om mulighed for et etablere et nyt sommerhusområde på et areal sydøst for Nymindegab, omkring Nymindegab Stadion.

Området rummer blandt andet det privatejede Lønne Præstegård, og umiddelbart syd for området ligger et areal, der er udlagt til ferie- og kongrescenter med mulighed for både sommerhuse, feriecenter, hotel- og pensionatvirksomhed med tilhørende fælles funktioner samt vandland.

I tilknytning til ansøgningen har et tematillæg været i høring, og det har givet anledning til, at ansøgningen reduceres fra oprindeligt et areal på 201.000 kvm med plads til 112 sommerhuse til i stedet et areal på 130.000 kvm med plads til 73 sommerhuse.

Fra campingplads til ferieparker - nye regler, investeringer og muligheder. Konferencen afholdes d. 1. september 2020.

- Der kan ske en yderligere reduktion, såfremt et erhverv i området ønsker at udvide bedriften. Jeg har så hørt, at det nok ikke bliver aktuelt, men hvis det sker, så vil området blive yderligere reduceret med cirka 1/6, sagde formand for Udvalget for Plan og Teknik, Preben Friis-Hauge (V), på byrådsmødet.

I forvejen er der i alt 8.360 sommerhuse i kommunen, hvoraf omkring 50 procent udlejes, mens det på landsplan gør sig gældende for omkring 20 procent af alle sommerhuse.

I højsæsonen oplever kystdestinationerne ifølge Varde Kommune mangel på feriehuse til udlejning. Det vurderes, at feriehuskapaciteten i tilknytning til kystbyerne er fuldt udnyttet i 10 uger i højsæsonen.

I juni 2017 åbnede det BIG-designede Tirpitz-museum i Blåvand, og attraktionen har ifølge Varde Kommune styrket områdets tiltrækningskraft yderligere. Antallet af besøgende har oversteget alle forventninger med 500.000 besøgende siden åbningen, og derved medvirket til det stigende behov for sommerhuse til kommerciel udlejning.

I nabokommunen Ringkøbing-Skjern er der blevet opført 43 sommerhuse i tilknytning til den kommende Lalandia i Søndervig, mens yderligere 440 sommerhuse afventer, at alle godkendelser er endeligt på plads.

Antallet af overnatninger i danske sommerhuse var faldende i 1990'erne og stagnerede i 00'erne, men det har været støt stigende siden 2009, hvor der var 14,6 millioner overnatninger.

Ifølge Danmarks Statistik var der i alt 19,5 millioner overnatninger i dansk sommerhuse i 2018, hvor der til sammenligningen var godt 16 millioner hotelovernatninger, lidt over 11 millioner campingovernatninger og knap 4 millioner overnatninger i feriecentre. I alt var der i 2018 næsten 54 millioner kommercielle overnatninger i Danmark, hvoraf 27,5 millioner var udenlandske overnatninger.


Relaterede konferencer

Logistik og industri - fart på nye muligheder

De nye brandkrav, brandcertificering - planlægning og løsninger. KURSUS

Servitutter og lokalplaner KURSUS

Boligudvikling i København frem til 2030

Boligudvikling i Jylland

Certificeringsordninger - udbredelse og betydning

Højhusbyggeri: Krav, løsninger og projekter KURSUS

Træ - det hotte byggemateriale: JYLLAND

Esbjerg: Byudvikling for 20 mia. kr.

Plejeboliger for 25 milliarder kr.