Eksperter i brandsikkerhed afviser 4 DTU-forskeres påstand om, at det kommende bæredygtige byggeprojekt i træ på Amager Fælled vil genskabe tidligere tiders risiko for de katastrofale bybrande.

København blev i 1728, i 1795 og igen i 1807 hærget af altødelæggende bybrande. Nu bliver der igen pustet til frygten for tilsvarende brande i den helt store skala.

Det er sket efter, at 4 forskere fra DTU i en kronik den 9. september 2019 i dagbladet Ingeniøren skrev, at man med nye danske bykvarterer opført i træ "genindfører en risiko med katastrofale konsekvenser: bybrande."

Dansk Brand- og Sikringsteknisk Institut (DBI) betegner nu denne frygt for nye bybrande som helt uden hold i virkeligheden. Træbranchens organisationer repræsenteret af Træ i Byggeriet, Træsektionen i Dansk Byggeri, TMI (Træ- og Møbelindustrien) og Træinformation har på baggrund af den nyopståede usikkerhed og frygt bedt Danmarks førende eksperter i brandsikkerhed (DBI) om at vurdere den påståede risiko for fremtidige bybrande som følge af en øget anvendelse af træ i byggeriet.

- Selvfølgelig kan træ brænde, men de 4 DTU-forskere har en meget akademisk og teoretisk tilgang til risikovurderingen, når de på den måde forsøger at genskabe frygten for tidligere tiders katastrofale bybrande, fortæller Ib Bertelsen, direktør for Kunder & Relationer, DBI.

- Meget er sket siden 1700-tallet, og i dag er risikoen for bybrande reelt elimineret fuldstændig. Først og fremmest er der siden indført et bygningsreglement med en række brandkrav, der netop skal forebygge de tidligere så frygtede bybrande. Dernæst har vi fået et moderne beredskab og nye slukningsmetoder. Og endelig er der udviklet en lang række nye teknologier og sikkerhedsløsninger, siger Ib Bertelsen.

Bygningsreglementet sikrer mod bybrande
- Med hensyn til bygningsreglementet, så bygger det blandt andet på erfaringerne fra de gamle bybrande i København og rummer en række klare og skrappe krav til bygningers udførelse, placering og afstande, så der ikke sker brandspredning til nabobygninger og nabogrunde. Med andre ord stiller BR 18 direkte krav om sikring mod bybrande. I reglerne forholder man sig i princippet ikke til materialevalget, så skal der bygges i træ, der jo er et brandbart materiale, skal der kompenseres for de manglende brandtekniske egenskaber på anden vis, så sikkerheden bliver den samme, påpeger han.

- Med hensyn til beredskab og slukningsmetoder, så skriver vi jo heller ikke længere år 1700. Vi bruger ikke længere hestevogn, når vi kører ud til en brand. Og vi henter ikke vand i en spand fra havnen, når vi skal slukke en brand. Vi har i stedet nye slukningsmetoder og et moderne beredskab, der er dimensioneret efter vores byggelovgivning. Derfor giver det ikke mening at drage paralleller til alverdens bybrande, der ligger flere hundrede år tilbage, siger Ib Bertelsen.

NB! Etagebyggeri i træ. Kurset afholdes d. 3. oktober 2019.

- Ny teknologi, nye materialer, nye sikkerhedsløsninger og ny viden er også siden implementeret i byggeriet. Alt sammen vigtige faktorer, der på afgørende vis forbedrer såvel den aktive som den passive brandsikring af bygninger. Det betyder, at vi i dag har så stor en "værktøjskasse" til forskellige former for effektiv brandsikring, at det vil være muligt og inden for bygningsreglementets krav at bygge i træ i mange etager og i bylignende strukturer, fortæller Ib Bertelsen.

Træ fremmer de globale klimamål
Det konkrete projekt, som har affødt debatten, er det kommende Vejlandskvarteret på Amager Fælled, der med 2.000 boliger bliver Danmarks største træbyggeri. Bag projektet står Pension Danmark og det offentligt ejede udviklingsselskab, By & Havn, og målet er at skabe en bæredygtig bydel i grønne omgivelser.

Boligerne skal opføres i op til 6 etagers højde med træ i både de bærende konstruktioner og dele af beklædningen. Træet er valgt som det dominerende byggemateriale, fordi træ ganske enkelt er nøglen til det bæredygtige byggeri og til at nå de globale klimamål. Træ og træprodukter adskiller sig fra alle andre byggematerialer ved at være meget mindre energikrævende i fremstillingsfasen, og samtidig optager træerne store mængder af CO2 fra luften, mens de vokser i skoven.

Må ikke generalisere om træ
- Når man vurderer et byggeprojekt som dette, er det vigtigt, at man ikke generaliserer omkring træbygninger. Træ kan anvendes på mange måder og til mange formål i en bygning, og det altafgørende er, at bygningsreglementets brandkrav opfyldes som helhed. Det er jeg ikke i tvivl om vil være tilfældet i dette projekt i Vejlandskvarteret på Amager Fælled, siger Ib Bertelsen.

- Vi har jo også i Danmark rigtig mange gamle og smukke huse, hvor træ er det dominerende materiale i konstruktionen, og de har jo ikke givet anledning til brandkatastrofer. Det skyldes ikke mindst bygningsreglementet og erfaringerne fra de gamle bybrande, slutter Ib Bertelsen. 

 

 


Relaterede konferencer

Den nye Planlov KURSUS

Boligbyggeri i træ: cases og banebrydende projekter

Boligudvikling i København frem til 2030

Køb og salg af ejendom - Due Diligence KURSUS

Sikre entreprenørkontrakter: Håndtering af ekstrakrav KURSUS

Erhvervsbyggeri i træ: cases og banebrydende projekter

Boligudvikling i Jylland

Køge: det store byggeboom frem til 2032

Stormflodssikring af by- og landområder

Den ødelæggende fugt i byggeriet - forebyggelse og bekæmpelse