Selvom der er godt gang i markedet for industriejendomme, kræver det ofte mere at få afsat de større lager-, logistik- eller produktionsejendomme. Her kan opdeling i flere og mindre enheder være vejen frem til hurtigere at få udlejet eller solgt alle kvm og tilmed få en højere leje per kvm.

Danmark står midt i et økonomisk opsving, og det ses også på andelen af ledige lager- og logistikejendomme, der er historisk lav. Men samtidig har efterspørgslen ændret karakter i takt med, at mange nye små iværksættervirksomheder og webshops er dukket op.

I EDC Erhvervs Køber-/Lejerkartotek er det gennemsnitlige antal kvm, som virksomheder indenfor industri søger til leje, faldet fra 909 til 749 kvm på 2 år. Derfor er der også længere mellem, at virksomheder lejer sig ind i de helt store industriejendomme på flere tusind kvm. Det forklarer Mads Bjerrum Christensen, der er industrichef i EDC Erhverv Poul Erik Bech i Aarhus.

- Der er historisk stor efterspørgsel, men vi ser også, at der er en forskydning i efterspørgslen, hvor andelen af virksomheder, der søger mindre lejemål, er stærkt stigende. Det kan fx være iværksættere eller butikker, der har behov for mere lagerplads udenfor centrum, hvor lejen er lavere, siger Mads Bjerrum Christensen.

Industrichefen opfordrer alle ejendomsejere, der har tomme bygninger til salg eller udlejning, til at overveje muligheden for at se på ejendommen med nye øjne, eksempelvis ved at opdele ejendommen til flere lejemål.

NB! Co-working: Kontorhoteller og kontorfællesskaber. Konferencen afholdes d. 4. december 2019.

- Det er naturligvis en omkostning, hvis man bygger ejendommen om til flere lejere. Men der er en højere kvm-leje at hente, samtidig med at man undgår at stå med en tom ejendom. Samtidig bliver forrentningen af ejendommen bedre, da ejendommen er optimeret til markedets aktuelle behov og har fået en modernisering, pointerer Mads Bjerrum Christensen, og understreger at det er vigtigt at få rådgivning om den optimale planløsning, så opdelingen ikke medfører, at man står med lejemål, der ikke er til at leje ud. Eksempelvis er adgangsforhold meget vigtige for lejerne, fortæller industrichefen.

Tom domicilejendom fyldt med 3 lejere
I Rødovre har EDC Erhverv Poul Erik Bech netop været involveret i en opdeling af IBI Group’s ejendom på Islevdalvej.

- Ud fra mit kendskab til efterspørgslen i markedet, og siden domicilet havde stået tomt i halvandet år hos en anden mægler, uden mange havde budt sig til, var det oplagt at opdele bygningerne i mindre enheder, da der er få virksomheder, som søger showroom-, kontor- og lagerbygninger i den størrelse, siger Jonas Graves Basse fra EDC Erhverv Poul Erik Bech i Herlev, der var ansvarlig mægler på sagen.

Strategien viste sig da også at bære frugt. I starten af året skrev Stila, én af Danmarks førende leverandører af solafskærmning, under på en lejekontrakt på 850 kvm, og er flyttet ind. Også virksomheden Velfac, der fremstiller energibesparende vinduer og døre, underskrev i februar en lejekontrakt, så de fra juli kom til at leje sig ind i 700 kvm af bygningen. I april faldt det desuden på plads, at Kärcher, verdens førende leverandør af rengøringssystemer, fra september kommer til at leje sig ind i lidt over halvdelen af bygningen. Således blev udlejningen af hele bygningen en realitet efter opdeling i 3 enheder.

- I og med at vi kommer til at være tre veletablerede virksomheder på samme adresse, er vores håb, at vi kan skabe god synergi til gavn for os alle og samtidig løfte området herude. Det er en fantastisk forvandling, ejendommen gennemgår, der giver den nyt liv, fortæller Morten Kilden Nikolajsen, administrerende direktør i VELFAC.


Relaterede konferencer

Køb og salg af ejendom - Due Diligence KURSUS

Sikre entreprenørkontrakter: Håndtering af ekstrakrav KURSUS

Højhusbyggeri: Krav, løsninger og projekter KURSUS

Træ - det hotte byggemateriale: JYLLAND

Aarhus under udvikling - fokus på de store projekter

Logistik og industri - fart på nye muligheder

Køge: det store byggeboom frem til 2032

Den nye Planlov KURSUS

Plejeboliger for 25 milliarder kr.

Boligudvikling i Jylland