Bispebjerg Skole fungerer i disse år som en såkaldt ”hotel-skole”. Det betyder, at den på skift benyttes af skoler, som er ved at blive helhedsrenoveret. Men nu står Bispebjerg Skole selv over for en større renovering.

I øjeblikket er det elever fra Randersgades Skole på Østerbro, som benytter Bispebjerg Skole, og det var netop en henvendelse fra ledelsen fra Randersgades Skole, der førte til, at Bispebjerg Skole nu er blevet lukket, og selv står overfor en større renovering.

Skoleledelsen havde fået klager om indeklimaet på skolen, og det førte til, at forvaltningen rekvirerede en bredspektret undersøgelse af skolens fysiske tilstand hos Teknologisk Institut og Rambøll.

- Siden vi blev klar over problemerne på Bispebjerg Skole, har vi arbejdet på højtryk for at finde en løsning for, hvordan og hvor undervisningen af elever fra Randersgades Skole kan foregå, siger Morten Østergaard Jensen, områdechef for skolerne i Indre By/Østerbro.

Bispebjerg SKole var udsat for omfattende vandskader i januar 2017. Det kan ifølge Teknologisk Institut og Rambøll ikke afvises, at noget af den aktuelle påvirkning stammer her fra. Men der er tegn på flere uafhængige skader, blandt andet indtrængende og opstigende fugt i kældre og utætheder ved vinduer og tag. Det kan heller ikke afvises, at den varme og tørre sommer i 2018 har medvirket til at udtørre fugtige bygningsdele, hvorved der er sket en større sporespredning, som har resulteret i en større påvirkning af indeklimaet.

I første omgang blev der lavet en midlertidig løsning, hvor de forskellige årgange på Randersgades Skole lånte lokaler og fik undervisning rundt omkring på naboskoler og på fritidsinstitutioner i nærheden.

Randersgades Skole låner lokaler på andre skoler
Nu er der kommet en mere permanent løsning. Fra uge 43 og resten af skoleåret vil 0. klasserne holde til i lokaler på skolens fritidsinstitution, Tryk16 og på daginstitutionen Kennedygården.  7. – 9. klasserne låner helt nye lokaler på Skolen på Strandboulevarden, og så er der fundet plads til indskoling og mellemtrin på Kirsebærhavens Skole i Valby.

NB! Skolebyggeri vokser markant og i nye former. Konferencen afholdes d. 4. december 2018.

Det er i den forbindelse besluttet, at alle klasser fra 1. – 6. klasse skal arbejde med historiefortællinger og refleksionsopgaver i bussen frem og tilbage fra Østerbro.

Det har desværre ikke været muligt at finde ledige egnede lokaler for 1. – 6. klasserne tættere på Østerbro, end Kirsebærhavens Skole. Børne- og Ungdomsforvaltningen har afsøgt mulige egnede lokaler både i København og også hos Gentofte Kommune. Her står Gentofte Skole lige nu tom, men Gentofte Kommune påtænker at bruge den til flygtningeboliger, og derfor kan Randersgade Skole ikke flytte ind her.  

- Den tid, som eleverne kommer til at bruge på transport, er ikke undervisningstid, men vi har vurderet, at det er vigtigt, at børnene ikke kommer til at opleve tiden i bussen som spildtid, og derfor vil vi i bussen benytte et undervisningskoncept, der hedder ’Fortælletid’. Det er fortællinger med refleksionsopgaver, som kan kobles til den ordinære undervisning, siger Jesper Friis, skoleleder på Randersgades Skole. 

Jesper Friis tilføjer, at Randersgades Skole også har fået adgang til to klasselokaler på Vibenshus Skole, som Randersgades Skole kan disponere over, og dem vil de forskellige klasser benytte på skift.  

Flere hænder og hoveder
Det er også besluttet at opnormere med en halv skolepædagogstilling i indskolingen og på mellemtrinnet og med en ekstra lærer i udskolingen.

- Det siger sig selv, at det er en svær opgave med kort varsel at finde plads til en hel skole i vores by, men jeg vil gerne benytte lejligheden til at kvittere for den samarbejdsvillighed, fleksibilitet og forståelse som lærere, forældre og samarbejdspartnere har udvist. Jeg ved selvfølgelig godt, at det ikke er en ønskesituation for hverken elever eller personale at skulle køre i bus til og fra skole, men skolen er kommet med en god plan for, hvordan man kan udnytte transporttiden, og jeg er sikker på, at de vil få det bedste ud af en vanskelig situation, siger Morten Østergaard Jensen.


Relaterede konferencer

Træ - det hotte byggemateriale: JYLLAND

Servitutter og lokalplaner KURSUS

Boligudvikling i København frem til 2030

Jylland: Ændring af planloven – strategisk planlægning for bymidter m.v KURSUS

Boligbyggeri i træ: cases og banebrydende projekter

Ungdomsboliger på et modent marked

Esbjerg: Byudvikling for 20 mia. kr.

Aarhus under udvikling - fokus på de store projekter

Sikre entreprenørkontrakter: Håndtering af ekstrakrav KURSUS

Stormflodssikring af by- og landområder