Kunst og kultur inviteres indenfor, når Glostrup Kirke får en ny sognegård i 2022. Skala Arkitekter står bag vinderprojektet i samarbejde med med Arkitektfirmaet Brøndsted & Nielsen, Klaus Nielsen, rådgivende ingeniør og Schul Landskabsarkitekter. Sweceo er bygherrerådgiver for Glostrup Sogns Menighedsråd.

God plads til koncerter, foredrag, kunstudstillinger, koraktiviteter og babysalmesang: I 2022 får Glostrup en ny sognegård, hvor borgere kan blive inviteret indenfor til flere kulturelle og kirkelige aktiviteter, end man har mulighed for i dag. Det er nemlig Glostrup Menighedsråds ønske, at byens kulturliv også får gavn af de nye lokaler.

Skala Arkitekter er netop blevet udpeget som vinder af arkitektkonkurrencen om det spændende projekt i Glostrup, hvor den nye sognegård skal opføres som erstatning for den eksisterende, der er blevet for lille.

Den nye bygning skal opføres midt i byen ved siden af Glostrup Kirke, og ifølge dommerkomiteen har Skala Arkitekter i vinderprojektet formået at skabe et arkitektonisk udtryk, der uden at overtrumfe kirkens arkitektur rummer en diskret elegance.

Kombination af gammelt og nyt
I vinderprojektet er der lagt vægt på at skabe en bygning i høj arkitektonisk kvalitet, som skaber en sammenhæng mellem kirken og de omkringliggende bygninger, mens den indbyder til forskellige aktiviteter gennem hele dagen. Med Skala Arkitekters løsning er der da også tale om en arkitektonisk helhedsløsning.

NB! Byudvikling syd for København til Køge og Vestegnen: De store projekter. Konferencen afholdes d. 4. juni 2019.

- Forslaget forløser på fineste måde det vigtige spændingsfelt mellem det åndelige og det verdslige, mellem det daglige og det festlige, mellem det højtidelige og det afslappede, der netop er den største udfordring i at skabe en sognegård. Den nye sognegård løser på forbilledlig vis opgaven at skabe et slægtskab mellem det gamle og det nye, samtidigt med at det holder fast i sit eget formsprog og skaber kontrast til den gamle kirkes formsprog, står der blandt andet i dommerkomitéens bedømmelse af vinderprojektet.

Enkelt og tidløst som en Kay Fisker-bygning
Dommerkomitéen fremhæver også det tidløse design, der henleder tankerne på nogle af Kay Fiskers bedste bygninger. Det enkle og tidløse design har netop været i fokus for Skala Arkitekter, hvor man er meget glad for at vinde konkurrencen.

- Det har været en spændende proces, og jeg synes vi har fundet frem til en god løsning på et fleksibelt byggeri, der kan rumme mange forskellige funktioner - og hvor man kan kombinere de meget offentlige aktiviteter med de mere private arrangementer på Sognegården, lyder det fra direktør i Skala Arkitekter, Kurt Ankjær.

- I vores vision for Sognegården har vi fokuseret på at skabe et byggeri i tidløst, enkelt og klart design i høj kvalitet med materialer, der har en lang levetid, såvel ude som inde. Det skaber et fremtidssikret byggeri med god driftsøkonomi, uddyber han.

Skala Arkitekter vinder projektet i samarbejde med Arkitektfirmaet Brøndsted & Nielsen, Klaus Nielsen, rådgivende ingeniør og Schul Landskabsarkitekter. Dommerkomiteen består af Rikke Hansen, Arkitekt MAA fra Rikke Hansen arkitekter; David Zahle, Arkitekt, Partner BIG samt Glostrup Sogns Menighedsråd.


Relaterede konferencer

Jylland: Ændring af planloven – strategisk planlægning for bymidter m.v KURSUS

Den ødelæggende fugt i byggeriet - forebyggelse og bekæmpelse

Finansiering af ejendom - markedssituation og tendens

Plejeboliger for 25 milliarder kr.

Aarhus under udvikling - fokus på de store projekter

Logistik og industri - fart på nye muligheder

De nye brandkrav, brandcertificering - planlægning og løsninger. KURSUS

Bygningsreglement om etageboligbyggeri KURSUS

Esbjerg: Byudvikling for 20 mia. kr.

Ny udbudslov KURSUS