Endnu et stort ejendomsprojekt på Stigsborg i Aalborg er nu undervejs. Et pensionsselskab har erhvervet sig 2 byggefelter ved Stigsparken, hvor der skal bygges 280 lejligheder.

Planerne for det 540.000 kvm store Stigsborgområde i Aalborg er i fuld gang med at blive realiseret. Senest har pensionsselskabet Lærernes Pension skrevet kontrakt på køb af 2 byggefelter, hvor der skal bygges 21.000 kvm bolig fordelt på 280 lejligheder. Byggefelterne ligger placeret i den nordligste del af området med Aalborgs største bypark Stigsparken som nærmeste nabo. Bebyggelsen kommer til at bestå af 2 etagehuskarréer på 3-6 etager, og 1. etape af byggeriet forventes færdig i midten af 2022.

- Vi glæder os meget over at blive en del af Stigsborg-området i Nørresundby. Det skyldes ikke mindst den ambitiøse strategi for en bæredygtig bydel og implementering af FN's verdensmål, forklarer finansdirektør Henrik Walther Mogensen fra Lærernes Pension.

- Vores byggeri får en fantastisk beliggenhed ved Stigsparken og parkpromenaden samt med Limfjorden helt tæt på, slår han fast.

Lærernes Pension har de seneste år udvidet sin boligportefølje i København, Aarhus og Aalborg, og i sidstnævnte er boligprojekter på Godsbanen og Nørresundby Havnefront mellem broerne for nylig blevet færdige.

De nye boliger på Stigsborg vil variere fra 50 til 120 kvm, og der vil være både 2-, 3- og 4-værelses lejligheder. Alle boliger vil have adgang til attraktive udeopholdsmuligheder i form af altan, forhave eller terrasse samt grønne gårdrum. Derudover vil der være rig mulighed for alskens former for grønne oplevelser i Stigsparken lige øst for bebyggelsen.

Område tager form
Hos byudviklingsselskabet Stigsborg P/S er direktør Anton Hessellund meget tilfreds med den generelle udvikling af området og de planer, som er lavet i samarbejde med Lærernes Pension.

NB! Aalborg: De store projekter. Konferencen afholdes d. 21. januar 2020.

- Det er cirka 1 år siden, at vi etablerede Stigsborg P/S og efterfølgende igangsatte udviklingen af områdets etape 1 ”Parkkvarteret”. Herefter er det gået over al forventning, og det skyldes ikke mindst den ambitiøse helhedsplan for området med etablering af ny folkeskole, park, maritime aktiviteter, infrastruktur m.v. Det har helt klart været med til at øge investorernes interesse markant, forklarer han.

Han siger supplerende, at der netop er blevet lagt sidste hånd på en bylivsstrategi, der blandt andet skal være med til at sikre en række aktiviteter til fremme af byliv, interaktion mellem borgerne samt deleøkonomi.

Byggeriet bliver en del af Parkkvarteret, som er første etape i etableringen af bydelen. Parkkvarteret omfatter cirka 200.000 kvm byggeretter til bolig, erhverv, parkeringshuse, offentlige funktioner mv. Aalborg Kommune arbejder i øjeblikket med færdiggørelse af lokalplanen for første etape, og Stigsborg P/S forventer at igangsætte etablering af infrastruktur i området i 2019. Her skal blandt andet anlægges en bygade, som skal forbinde området med den eksisterende Engvej i nord.

Fakta om Stigsborg P/S
Stigsborg P/S er etableret i 2018 med Aalborg Kommune, PFA Ejendomme og A. Enggaard som parter efter en omfattende kommunal udbudsproces.

Stigsborg P/S har i første omgang til formål at udvikle etape 1 af Stigsborg, som er et område mellem Stigsborg Brygge, fjordkysten og Engvej/Stigsborgvej.1. etape har et samlet areal på 330.000 kvm inklusive Aalborgs største bypark, Stigsparken.

Byudviklingsselskabet har desuden forkøbsret til etape 2 og 3. Stigsborg er geografisk afgrænset af Limfjordsbroen i vest, Nørresundby i nord, Limfjordstunnellen i øst og Limfjorden i syd. Området har tidligere huset en række industrivirksomheder og skal nu omdannes til en moderne og mangfoldig bydel.

Udviklingen af Stigsborg forventes at vare 25-30 år og resultere i 4.000 boliger på samlet set 400.000 etagemeter til 7.500 indbyggere. Boligerne vil primært være leje- og ejerboliger i 4-6 etager samt town houses/rækkehuse i 2-3 etager. Offentlige institutioner såsom skole, plejehjem og daginstitutioner samt mindre erhverv (kontorerhverv, cafeer, butikker og lignende) vil også få plads i området.


Relaterede konferencer

Logistik og industri - fart på nye muligheder

Aalborgs massive udviklingsprojekter

De nye brandkrav, brandcertificering - planlægning og løsninger. KURSUS

Certificeringsordninger - udbredelse og betydning

Bygningsreglement om etageboligbyggeri KURSUS

Ungdomsboliger på et modent marked

Boligbyggeri i træ: cases og banebrydende projekter

Boligudvikling i København frem til 2030

Finansiering af ejendom - markedssituation og tendens

Sikre entreprenørkontrakter: Håndtering af ekstrakrav KURSUS