Pensam er klar til at bygge 427 rækkehuse og lejligheder i udviklingsområdet Sofiendal Enge, som på sigt vil rumme 1.200 boliger.

Ifølge Jyllands-Posten skal Pensam opføre 427 boliger med en salgspris på 1 milliard kr. i Sofiendal Enge. Aalborg har 3 år i træk deltaget på Mipim-messen i Cannes, og det var her kontakten blev skabt.

- For 5 år siden lagde vi en strategi og vision for Aalborgs udvikling med en vækstakse gennem byen. Dengang var ingen pensionskasse interesseret i at investere nord for Aarhus, men vi har råbt højt og vedvarende, og i dag oplever vi langt større interesse fra pensionsinvestorerne, fortæller Peder Baltzer Nielsen, stadsarkitekt i Aalborg, til Jyllands-Posten.

Projektudviklerne Henning Holm-Pedersen og Peter Sørensen er med TL Byg som totalentreprenør i gang med at opføre de første 217 boliger i Sofiendal Enge. På sigt vil den nye bydel rumme 1.200 boliger.

Realiseringen af den 1. etape i Sofiendal Enge blev muliggjort med vedtagelse af en lokalplan i maj 2016 for et 60.000 kvm stort område ved Poul Anker Bechs Vej. Lokalplanen for det næste 500.000 kvm store areal er udarbejdet, men endnu ikke endeligt vedtaget.

- Vi har været med til at bygge måske 5.000 lejligheder i København efter finanskrisen. Men der er blevet mange om buddet, og vi kan se, at der rundt om i Danmark ligger nogle byer, som arbejder meget bevidst med udvikling og vækst. Aalborg er en af dem, siger direktør Benny Buchardt Andersen, Pensam, til Jyllands-Posten.

Ifølge avisen præsenterer Aalborg snart endnu et udviklingsprojekt, hvor kommunen sammen med en pensionskasse skal udvikle et stort område nord for fjorden.


Relaterede konferencer

Plejeboliger for 25 milliarder kr.

Aarhus under udvikling - fokus på de store projekter

Den ødelæggende fugt i byggeriet - forebyggelse og bekæmpelse

Erhvervsbyggeri i træ: cases og banebrydende projekter

Certificeringsordninger - udbredelse og betydning

Finansiering af ejendom - markedssituation og tendens

Køb og salg af ejendom - Due Diligence KURSUS

Den nye Planlov KURSUS

Bygningsreglement om etageboligbyggeri KURSUS

Træ - det hotte byggemateriale: JYLLAND