I den helt store liebhaverligning er de klassiske parametre; nær Aarhus og direkte til bugten byttet ud med Hirtshals og Kjærsgård Strand, når det kommer til den ejendom, der netop har indtaget pladsen helt i toppen af det jyske boligmarked.

Kjærsgaard Hovedgård i Tornby mellem Hirtshals og Hjørring er nemlig netop blevet udbudt til salg for svimlende 35 millioner kr., hvilket gør ejendommen til den dyreste, der er udbudt offentligt til salg i Jylland. Det skriver Boliga.dk.

Gården er til salg hos liebhavermæglerkæden Lilienhoff, og for det store millionbeløb får en ny ejer et boligareal på 490 kvm og en kæmpestor grund, der blandt andet tæller 170.000 kvm skov, 800.000 kvm agerjord og et klitområde på over 1 million kvm . Samlet set hører der således over 2,1 millioner kvm grund med i købet.

I hovedhuset er der både en primær bolig med tre store stuer, syv værelser og en hall - ligesom der også findes en separat lejlighed med eget køkken, bad, værelser og stue. Og så er der også et maskinhus, tre garager, hestestald og flere driftsbygninger på grunden. Så som Lilienhoff skriver i deres salgsopstilling: “Man kommer næppe til at mangle plads”.

Kjærsgaard Hovedgård snupper pladsen som Jyllands p.t. dyreste udbudte bolig foran en anden landejendom, der ligger i Virkelyst nær Kolding. Også til denne ejendom får man en stor bid jord og et boligareal på den gode side af 400 kvm.

Ejendommen blev udbudt til salg for 31 millioner kr. i begyndelsen af 2018.

Skal man finde landets absolut dyreste adresser, er det for tiden også landejendomme, der har placeret sig i toppen af mæglernes lister. Ifølge Boliga.dk er det en landejendom i gods-kaliberen i Faaborg og en stor hesteejendom i Esbønderup i Nordsjælland, der er de dyreste udbudte ejendomme, man p.t. kan købe på det offentlige marked.

For Fyn-godset skal der betales 80.000.000 kroner, mens hesteejendommen i Nordsjælland er udbudt til salg for fem millioner mere.

Se Kjærsgaard Hovedgård her.


Relaterede konferencer

Logistik og industri - fart på nye muligheder

Finansiering af ejendom - markedssituation og tendens

Den nye Planlov KURSUS

Plejeboliger for 25 milliarder kr.

Køge: det store byggeboom frem til 2032

Erhvervsbyggeri i træ: cases og banebrydende projekter

Ungdomsboliger på et modent marked

Esbjerg: Byudvikling for 20 mia. kr.

Aalborgs massive udviklingsprojekter

Jylland: Ændring af planloven – strategisk planlægning for bymidter m.v KURSUS