Ejendomsselskabet Norden, Høje-Taastrup Kommune og Danske Shoppingcentre ved ATP Ejendomme og Danica Pension har stiftet et selskab, der skal stå for udviklingen af et 262.000 kvm stort areal mellem City 2 og Høje Taastrup Station. Her skal der opføres 120.000 kvm boliger, 120.000 kvm erhverv, 10.000 kvm detail og 12.000 kvm offentlige funktioner.

Danske Shoppingcentre, Ejendomsselskabet Norden og Høje-Taastrup Kommune underskrev den 28. februar 2018 aftalegrundlaget for arealudviklingsselskabet Høje Taastrup C P/S, som fremover skal tage sig af byudviklingen af et 262.000 kvm stort areal mellem City 2 og Høje Taastrup Station. Høje-Taastrup Kommune går selv forrest og bygger sit nye rådhus centralt i den nye bydel.

- Vi skal have pustet endnu mere liv i området mellem City 2 og Høje Taastrup Station. Der skal flytte masser af mennesker og virksomheder til området. Det vil skabe et helt nyt liv i en del af kommunen, som i alt for mange år har været temmelig stille og nærmest mennesketom om aftenen. Fremover bliver det her et attraktivt sted at bo, arbejde, handle og drive virksomhed, siger borgmester i Høje-Taastrup Kommune, Michael Ziegler.

Høje-Taastrup Kommune, Danske Shoppingcentre og EjendomsSelskabet Norden ejer hver en del af det 262.000 kvm store areal.

Udviklingen af Høje Taastrup C er baseret på en masterplan udarbejdet af Cobe Arkitekter. Et vigtigt greb i udviklingen af byområdet bliver et centralt og aktivt parkstrøg, som skal skabe en naturlig og attraktiv forbindelse mellem Høje Taastrup Station og City 2. Parkstrøget skal give plads til aktiviteter for både beboere, medarbejdere og besøgende med byliv og café.

- Et indbydende parkstrøg vil gøre det meget nemmere og mere attraktivt at besøge City2 til stor glæde for vores kunder og for handlen. Muligheden for at skabe byfortætning omkring centeret, så der bliver en mere naturlig sammenhæng mellem center og dagligt byliv, vil give et ekstra kundeflow, som vi anser for særligt fordelagtigt for City2, siger André Scharf hos Danske Shoppingcentre.
 
Området kan rumme 1.200 nye boliger med plads til 3.000 nye beboere, og der bliver 120.000 kvm til erhverv.

- Høje Taastrup C bliver en gevinst for virksomhederne i området og deres medarbejdere, fordi det skal blive en helt anden oplevelse at komme hertil. Det skal være en mere levende by, som inviterer til at bruge byrummet, handle, gå på café osv., og kombineret med den stærke infrastruktur bliver det endnu mere attraktivt at lokalisere sig i Høje Taastrup, siger Peter Andreassen, direktør for EjendomsSelskabet Norden, der allerede i dag har betydelige lejere i området - blandt andet DSB og TDC, der gennem ejendomsfonden ATPFA K/S, ejet af PFA og ATP, tilsammen lejer mere end 30.000 kvm hos Norden.

NB! RØDOVRE investerer 11 milliarder i byudvikling Konferencen afholdes d. 23. august 2018.

Hilses velkommen
En række store virksomheder er i dag lokaliseret i Høje Taastrup, blandt andre Danske Bank, som udover sit nye domicil på Postgrunden i København samler sine koncernfunktioner i københavnsområdet i Høje Taastrup. Her hilser man den nye udvikling velkommen.

- Byudviklingen af Høje Taastrup hænger rigtig godt sammen med vores strategi om i fremtiden at samle vores medarbejdere på vores kontorer i Høje Taastrup og på Postgrunden ved Tivoli i København, hvor vi bygger vores nye hovedkontor. Vi er netop i gang med at planlægge en gennemgående modernisering og renovering af Høje Taastrup-kontoret, så det også i fremtiden bliver en attraktiv arbejdsplads. Et parkstrøg og et aktivt byliv supplerer vores ambitioner om fremtidens arbejdsplads, siger Christian Rønn Østeraas, Workplace Services i Danske Bank.

Arealudviklingsselskabet Høje Taastrup C P/S etableres ved apportindskud af ejernes andele af de respektive grundarealer i udviklingsområdet. Selskabet er ansvarlig for at udvikle og byggemodne projektområdet, udførelse af lokal infrastruktur samt etablering af parkarealer og parkering. Høje-Taastrup Kommune er ansvarlig for den overordnede infrastruktur.

En af bestyrelsens første opgaver bliver at ansætte en direktør for selskabet. Selskabet skal som noget af det første projektere og igangsætte byggemodningen af området. Vejomlægninger og omlægning af forsyningsledninger (el, vand, kloak, fjernvarme) forventes at gå i gang i 2018.

Selskabet bliver ansvarlig for salg af byggeretter og markedsføring af området overfor investorer og kommende beboere.

Med etableringen af arealudviklingsselskabet Høje Taastrup C P/S engagerer en række af Danmarks største pensionsselskaber sig i udviklingen af Høje Taastrup: ATP Ejendomme og Danica Pension ejer Danske Shoppingcentre, som blandt andet ejer City2, og ATP Ejendomme og PFA ejer EjendomsSelskabet Norden, som ejer en række ejendomme i Høje Taastrup.

Det forventes at bygge 1.200 nye boliger – byhuse, rækkehuse og etageboliger - med plads til op til 3.000 beboere. Der bliver 120.000 kvm erhverv, som vil være kontorarbejdspladser, og dermed vil der være mulighed for at placere store kontordomiciler tæt på Høje Taastrup Station. Høje-Taastrup Kommune bygger i de kommende år sit nye rådhus centralt i den nye bydel.

Bestyrelse i Høje Taastrup C P/S
Borgmester Michael Ziegler, Høje-Taastrup Kommune

Byrådsmedlem Betina L. Moe, Høje-Taastrup Kommune

Byrådsmedlem Hugo Hammel, Høje-Taastrup Kommune

Underdirektør Lars Gøtke - ATP Ejendomme, Danske Shoppingcentre

Senior Adviser Peter Mering - Danica Pension, Danske Shoppingcentre

Administrerende direktør Peter Andreassen, EjendomsSelskabet Norden

Direktør Erik Søndergaard, EjendomsSelskabet Norden


Relaterede konferencer

Boligudvikling i København frem til 2030

Den nye Planlov KURSUS

Finansiering af ejendom - markedssituation og tendens

Plejeboliger for 25 milliarder kr.

Bygningsreglement om etageboligbyggeri KURSUS

De nye brandkrav, brandcertificering - planlægning og løsninger. KURSUS

Logistik og industri - fart på nye muligheder

Certificeringsordninger - udbredelse og betydning

Den ødelæggende fugt i byggeriet - forebyggelse og bekæmpelse

Aarhus under udvikling - fokus på de store projekter